Her er dagens helt: Reddede barnebarn og datter fra køkkenbrand

En brand i køkkenet kunne være gået grueligt galt, men så kom morfar til undsætning. Her er dagens helt

Det er altid godt at have en hjælpsom far lige i nærheden. Det er dagens helt, Ernst Winther Hansen, et levende bevis på.

Søndag formiddag var Ernst Winther Hansens barnebarn, Villads, lige hurtig nok ved komfuret, og mens mor Ida kiggede væk, lykkedes det ham at dreje på knapperne, så der startede en ildebrand.

I rummet ved siden af talte mor i telefon med morfar, der pludselig fik sig et kæmpe chok.

- Vi sidder og snakker i telefon om alt mulig andet. Pludselig råber min datter, at det brænder, og røret bliver smækket på. Jeg når lige at tænkte, hvad er der galt, og så ringer jeg op igen. Hun fortæller så, at der er ild i hendes køkken, siger Ernst Winther Hansen til Ekstra Bladet.

Se også: Bedstefar reddede lille barnebarn ud af brændende hus

Derefter får den 55-årige nordjyde mere end almindeligt travl og flyver ud i sin bil.

- Jeg snupper en pulverslukker med hjemmefra og hopper ud i bilen. Da jeg kommer frem, er der ild i køkkenet, og jeg finder en spade, som jeg kan slukke branden med.

- Selvfølgelig fik jeg det dårligt, da min datter fortæller, at det brænder. Jeg bor halvanden kilometer væk fra stedet, så det kan godt være, at der er et par beboere i Nibe og omegn, der synes, at jeg kører lidt tosset. Jeg ved, at hun er alene med drengen, så man bliver naturligvis lidt nervøs, siger Ernst Winther Hansen til Ekstra Bladet.

Den 29-årige datter, Ida, har det efter omstændighederne godt, men hun er fortsat en smule rystet over oplevelsen.

- Vi har afleveret dem ude på sygehuset, hvor de er blevet indlagt til tjek. Men efter omstændighederne har de det godt, og lægerne siger, at det nok skal gå.

Villads har det godt og bliver her trøstet i mormors skød (Foto: Privat)
Villads har det godt og bliver her trøstet i mormors skød (Foto: Privat)
 

- Villads har nok brug for lidt søvn. Han har fået en på opleveren i dag, så han er en anelse træt, siger Ernst Winther Hansen.

Den 55-årige er netop vendt hjem fra hospitalet og har haft mulighed for at inspicere skaderne på huset. Heldigvis er huset sluppet for skader, men køkkenet får nok brug for en renovering de kommende dage.

Ifølge indsatsleder Søren Korsgaard fra Beredskabscenter Aalborg var det godt, at morfar reagerede hurtigt - ellers kunne det have udviklet sig grimt.

- Hvis ikke han havde reageret, så kunne det være gået grueligt galt, siger Søren Korsgaard til Ekstra Bladet.

Både datter og søn er fortsat indlagt til tjek på sygehuset, men de er i gode hænder.