Her er Danmarks dyreste bøde-fælde

På en lille strækning ved Lyngby med vejarbejde har politiet knaldet 5378 bilister

I dag holdt der ingen ATK-bil på den lille grusplads til højre ved Lyngby Omfartsvej - men det gør der ofte. På blot 14 'måle-dage' har fotobilerne taget 5378 bilister på stedet og tjent mindst 11 millioner kr. (Foto: Mogens Flindt)
I dag holdt der ingen ATK-bil på den lille grusplads til højre ved Lyngby Omfartsvej - men det gør der ofte. På blot 14 'måle-dage' har fotobilerne taget 5378 bilister på stedet og tjent mindst 11 millioner kr. (Foto: Mogens Flindt)

Denne lille vejstrækning på Lyngby Omfartsvej nord for København er for tiden fartglade bilisters værste mareridt.

5378 bilister er foreløbig gået i fartfælden på motorvejen, hvor der normalt er en hastighed på 90 km/t, men som hele sommeren er sat ned til 50 km/t på grund af vejarbejde.

Men det respekterer bilisterne ikke, og millioner af kroner i bøder fosser ind i statskassen.

På en lille grusplads ved vejarbejdet placerer politiet med jævne mellemrum en ATK-bil, og hver gang gløder foto-udstyret, når bilister høvler forbi vejarbejdet med alt for høj fart.

108 kilometer i timen er den hidtidige rekord, og de 5378 bilister modtager for tiden bøder på samlet mindst 10.756.000 kr.

Mindste-bøden for at overskride hastigheden ved et vejarbejde er 2000 kr., men mange bilister har fået væsentligt højere bøder, så den samlede bødestraf kommer formentlig et godt stykke over 11 millioner kr.

- Ikke en malkemaskine
Politiet i Nordsjælland understreger dog, at det handler om trafiksikkerhed og ikke penge i statskassen:

- Det er ikke en 'malkemaskine', som nogen opfatter det. Vi gør det for vejarbejdernes sikkerhed, og for bilisternes egen sikkerhed. Der er risiko for frontal-kollisioner, og det skal vi undgå. Hvis en frontal-kollision sker med mere end 50 km/t, kan den være svær at overleve, siger vicepolitiinspektør Kim Brunn, leder af færdselspolitiet i Nordsjælland til Ekstra Bladet.

På strækningen er de to sydgående spor mod København indsnævret, nødsporet er inddraget til kørsel, og den nordgående trafik ledes ind i det sydgående spor.

Derfor har Vejdirektoratet vurderet, at den højeste forsvarlige hastighed er 50 km/t.

Se også: For mange fartdjævle ved vejarbejde

På Omfartsvejen sænkes farten først til 70 km/t og umiddelbart efter til 50 km/t. Hvis foden ikke bliver lettet på speederen, og der bliver trådt på bremsen, klapper fotofælden kort efter.

ATK-bilerne holder i det sydgående spor på en lille grusplads ud for vejarbejdet.

Fanget på kun 70 timer
Politiets opgørelse omfatter ATK-målinger i maj og juni, men vicepolitiinspektør Kim Brunn oplyser til Ekstra Bladet, at de mange tusinde bilister faktisk er blevet fotograferet på kun 14 'måledage' i perioden på hver fem timer.

ATK-bilerne har altså 'fanget' de mange fartglade bilister i løbet af blot 70 timers arbejde.

10 af bilisterne står til at miste kørekortet ubetinget. 1047 står til betinget frakendelse med ny teori- og køreprøve, og 667 får et klip i kørekortet. Foruden bøderne skal de værste af fart-bilisterne også betale 500 kr. til offer-fonden.

Kup - 6. apr. 2015 - kl. 23:44 Afsløret: Sådan skjuler politiet sine fotovogne

Nordsjællands politi advarer om fartkontrollen på Facebook: - Vi gik på Facebook den 8. maj og fortalte om fartkontrollen, fordi vi den første dag tog cirka 700 bilister på stedet, siger Kim Bruun.

Nordsjællands politi samarbejder med kommunerne og Vejdirektoratet om at udpege problematiske steder, hvor ATK-bilerne bliver sat ind, og mange borgere henvender sig også til politiet, fordi de føler sig utrygge, når der bliver kørt for stærkt.

- Vi går meget målrettet efter at højne trafiksikkerheden. Det handler ikke om, at staten skal have penge i kassen. At staten så får det, er en 'bivirkning', siger Kim Bruun.

Kontrollerne fortsætter
Der har heldigvis endnu ikke været ulykker på strækningen, og Kim Bruun lover, at fartkontrollerne fortsætter så længe vejarbejdet er der. Vejarbejderne går rundt meget tæt på trafikken, men politiet måler også farten, når der ikke arbejdes, for eksempel i weekender - og her sker det af hensyn til bilisternes sikkerhed.

Politiets nye ATK-biler kan måle bilisternes hastighed i tre vognbaner samtidigt. Foto: Mogens Flindt 112 - 6. mar. 2015 - kl. 13:05 Bødebil tjente to millioner på fem timer

Hvis der køres hurtigere end 50 km/t, stiger risikoen for ulykker på grund af den smalle strækning med modkørende trafik.

Færdselschefen kan ikke umiddelbart forklare, hvorfor så mange bilister ikke respekterer hastighedsbegrænsningen på stedet. På Facebook debatterer bilister blandt andet skiltningen, som især i nordgående retning er dårlig, og det har politiet bedt om at få rettet op på.

Politikerne stiller krav om, hvor mange timer ATK-bilerne skal være på gaden og måle. I Nordsjælland skal der være 8000 måletimer om året fordelt på de otte ATK-biler, som politikredsen råder over. Sidste år blev der målt 4000 timer, men dengang havde Nordsjællands politi kun to ATK-biler.

Her ses en af politiet nye fotovogne, som er blevet fordelt over hele landet. (Foto: Mogens Flindt) 112 - 2. feb. 2015 - kl. 17:22 TV: Tusindvis af bilister går i krig mod øget fartkontrol

1 af 3 Fotoudstyret i ATK-bilerne er nærmest rødglødende, når de holder på Lyngby Omfartsvej. (Foto: Mogens Flindt)
2 af 3 Politiet oplyser ofte på Twitter og Facebook, når ATK-bilerne er i funktion. (Foto: Mogens Flindt)
3 af 3 I dag holdt der ingen ATK-bil på den lille grusplads til højre ved Lyngby Omfartsvej - men det gør der ofte. På blot 14 'måle-dage' har fotobilerne taget 5378 bilister på stedet og tjent mindst 11 millioner kr. (Foto: Mogens Flindt)
180 kommentarer
Vis kommentarer