Her er ofrene: Kidnappere var forklædt som turister i ferie-paradis

Frigiver fotos af ofre for bortførelse: Kort efter at kidnappere kom i land, tog de våben frem - en nordmand er blandt de kidnappede

Fra dette resort blev fire personer bortført mandag omkring midnat. (Video: AP)

11 kidnappere var angiveligt forklædt som helt almindelige turister, da de sneg sig i land i marinaen på den filippinske ferieø Samal.

Kort efter at de var kommet i land og gik ind på et ferieresort, tog de våben frem og truede en nordmand, to canadiere og en filippinsk kvinde til at følge med.

I følge lokale medier har politiet frigivet disse fotos af tre af fire ofre for bortførelsen. (Fotos/COURTESY OF PIO EASTMINCOM)
I følge lokale medier har politiet frigivet disse fotos af tre af fire ofre for bortførelsen. (Fotos/COURTESY OF PIO EASTMINCOM)
 

Det er i følge lokale medier til norske VG den foreløbig status på den besynderlige bortførelses-sag, der fandt sted ved midnatstid mandag aften.

I følge lokale medier er der tale om den norske mand Kjartan Sekkingstad, der har boet i Filippinerne i en årrække. Hans far bekræfter over for Bergens Tidende, at familien er underrettet om sønnen. Desuden er canadierne John Ridsel og Robert Hall blevet bortført. Den filippinske kvinde, som også er blandt ofrene for bortførelsen er blot nævnt som 'Tess'.

Talsmand for militærstyrker i området, kaptajn Alberto Caber siger til VG, at myndighederne nu prøver at danne sig et billede af, hvad der er foregået, og hvad der kan ligge bag kidnapningen.

- Vi mener, at der var i alt  11 kidnappere, siger han til det norske medie.

Vakte ikke opsigt

Personerne skulle på ingen måde have vækket opsigt, da de kom ind på ferie-resortet , Oceanview Resort, hvor nordmanden, var på arbejde.

- De var klædt som turister og opførte sig som turister. De talte blandt andet meget godt engelsk i forhold til de fleste lokale her, og de vakte ikke opsigt, før de tog våben frem, siger Alberto Caber.

Sejlet væk i hurtig båd

Under bortførelsen blev der ikke affyret skud. Ofrene for bortførelsen blev ført ned til en hurtigtgående mindre båd.

Båden anses som værende for lille til, at kidnapperne kunne sejle ud på åbent hav med deres ofre. Men på trods af at kystvagt og store politistyrker blev alarmeret og sat ind, var båden med kidnappere og ofre forsvundet.

Har fundet brev

Politiet har fire timer efter kidnapningen fundet en seddel på resortet, hvor der står: 'Retfærdighed for vor kommandant NPA' .

Kaptajn Alberte Caber siger, at man er er ved at undersøge om, sedlen hænger sammen med bortførelsen.

Norske myndigheder siger, at Udenrigsministeriet har oprettet en krisestab .

Er du i området, ved du noget, skriv til os på 1224@eb.dk