Her er politiets nye 'terror-center'

Justitsminister Søren Pape gav i dag politiet et nyt center til otte millioner kr, der skal sørge for, at danskerne både kan overleve et terrorangreb, en orkan eller en stormflod. Det politiet kalder 'uvarslede hændelser'

Kom tæt på de nye instrumenter her. (Video: Mogens Flindt)

Terroristen Omar El-Husseins angreb i København den 14. februar 2015 afslørede brister i politiets beredskab ved 'uvarslede hændelser'.

Derfor bevilgede politikerne millioner af kroner til at styrke Danmarks terror-beredskab, og i dag blev Rigspolitiets nye nationale operationscenter så indviet af justitsminister Søren Pape.

Han trykkede på startknappen, der tændte den store 'hyperwall', en storskærm der dækker hele endevæggen i NSIOC, som betyder Nationalt Situations- og Operationscenter.

artiklen fortsætter under billedet

24 skærme sat sammen til en 'hyperwall'. Her kan politiet følge med både i politiets lukkede systemer og på de sociale medier. Foto: Mogens Flindt
24 skærme sat sammen til en 'hyperwall'. Her kan politiet følge med både i politiets lukkede systemer og på de sociale medier. Foto: Mogens Flindt
 

Det ligger i Rigspolitiets bygning på Ejby Industrivej i Glostrup, hvor personalet i NSIOC godt kan kigge ud gennem vinduerne til parkeringspladsen foran, mens nysgerrige ikke kan kigge ind og følge med på storskærmen, fordi vinduerne udvendigt har spejlglas.

Døgnet rundt er centeret klar til at sætte hele beredskabet i sving. Ikke blot ved et terror-angreb, men også ved naturfænomener som orkaner og stormflod, hvor det er nødvendigt at prioritere og koordinere politiets og beredskabets styrker.

- Et kvantespring for politiet
- Det er et værktøj, som politiet har brug for, så de kan passe på os alle sammen, sagde justitsminister Søren Pape.

- Det her er et kvantespring for dansk politi, siger ministeren.

Der er en 'alvorlig' terror-trussel mod Danmark, siger PET, og derfor viser en af skærmene i NSIOC 'National Situation'. Det fremgår at beredskabsniveauet er på 'forhøjet beredskab', hvilket er dagligdag i Danmark i øjeblikket grundet terror-truslen.

Denne 10.700 kvadratmeter bygning ved PET´shovedkvarter i Søborg kommer til at rumme det nye operationscenter, SIOC, sammen med lokaler og garager for Aktionsstyrken. Foto: Anthon Unger. Krimi Her bygges PETs hemmelige terror-center

Det har kostet lige under otte millioner kr. at bygge NSIOC, der ved daglig drift er bemandet med fire politifolk døgnet rundt:

En vagtchef, en operatør og to medarbejdere fra NEC, det nationale efterforskningscenter og kommunikationscenter. Med et tryk på en knap kan centeret kommunikere med både Interpol, Europol og andre samarbejdspartnere, nationale og internationale.

Der er indrettet 10 arbejdspladser i centeret, der hver har fire skærme og telefoner, så NSIOC hurtigt kan gå fra det daglige operative beredskab til fuld bemanding.

I samme bygning i Ejby samles også NOST´en - den Nationale Operative Stab - som i krisesituationer skal dirigere politiets indsats nationalt. Og selvom NOST-staben sidder i en separat lokale, har de direkte kontakt med NSIOC og samme skærmbilleder.

To nye centre på vej
Politiets Efterretningstjeneste har allerede fået deres eget døgnbemandede Situations- og Operations Center, SIOC, som styrer PET´s indsats, og sidst på året ventes to regionale centre hos Østjyllands og Københavns politi taget i brug.

Derefter har politiet fire døgnbemandede centre foruden politiets 12 vagtcentraler og de tre alarmcentraler 1-1-2.

artiklen fortsætter under billedet

Rigspolitiets anonyme kontorbygning i Ejby rummer det nye operationscenter. Der er ikke ligefrem tale om en bunker, og centeret er da heller ikke bygget til krig, men 'kun' til at håndtere terrorangreb, orkaner, stormflod og lignende store 'hændelser'. Foto: Mogens Flindt.
Rigspolitiets anonyme kontorbygning i Ejby rummer det nye operationscenter. Der er ikke ligefrem tale om en bunker, og centeret er da heller ikke bygget til krig, men 'kun' til at håndtere terrorangreb, orkaner, stormflod og lignende store 'hændelser'. Foto: Mogens Flindt.
 

Chefpolitiinspektør Søren Thomassen forklarer, at NSIOC skal understøtte den eller de politikredse, der er ramt af en stor opgave, og sørge for, at der er et nationalt overblik og at ressourcerne fordeles, så der stadig er balance mellem Øst- og Vestdanmark.

NSIOC skal sørge for, at den ramte politikreds har nødvendigt personale, udstyr og våben og har overblikket over, hvilke ressourcer der kan trækkes på.

Så mange - eller få - betjente passer på os
Klokken 14 i dag fremgik det for eksempel af en af skærmene på væggen hos NSIOC, at der var 1734 politifolk på vagt i hele Danmark, I København 763, i Nordsjælland 179, på Fyn 97 og 12 på Bornholm.

Centeret skal sørge for at fordele personale og patruljebiler ved en pludselig 'hændelse', så dele af Danmark ikke tørlægges helt for politi.

NSIOC kan for eksempel sørge for helikopterstøtte og politihunde til store eftersøgninger.

artiklen fortsætter under billedet

Til daglig er centeret døgnet rundt bemandet med en vagtchef, en operatør og to medarbejdere fra det nationale efterforsknings og kommunikationscenter, der står for kontakten til bl.a. Europol og Interpol. Foto: Mogens Flindt
Til daglig er centeret døgnet rundt bemandet med en vagtchef, en operatør og to medarbejdere fra det nationale efterforsknings og kommunikationscenter, der står for kontakten til bl.a. Europol og Interpol. Foto: Mogens Flindt
 

Den store 'hyperwall' i NSIOC består af 24 TV-skærme, der er sat sammen på en væg, men sjovt nok bruges de fleste af skærmene til 'åbne kilder', som enhver selv kan tjekke på sin computer: Diverse nyhedssites, Ritzau, Twitter, Google Maps og Flightradar for blot at nævne nogle.

Chefpolitiinspektør Søren Thomassen siger, det også er nødvendigt for politiet at følge med på for eksempel de sociale medier:

- Information spredes rigtigt hurtigt via de sociale medier, så vi skal også følge med her, siger han.

Men politiets interne systemer kan også kastes op på væggen, når det er nødvendigt. For eksempel er der skærme, hvor personalet i NSIOC kan følge med i politiets automatiske nummerplade-scannere, der er placeret på blandt andet vigtige veje.

Se også: Job hos PET: Vil du sørge for at Danmark sover trygt?

Med snart fire døgnbemandede situations- og operationscentre i Danmark, kunne det se ud som om, at stabene i centrene kommer til at lave dobbelt arbejde og falde over hinandens ben.

Det afviser chefpolitiinspektør Søren Thomassen dog: - PET skal sørge for, at efterretningsbilledet hele tiden er opdateret og styre PETs operationer, mens vi sørger for at koordinere indsatsen nationalt og de to regionale centre skal stå for den operative indsats i politikredsene i Øst- og Vestdanmark.

1 af 2 Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, justitsminister Søren Pape og politidirektør Svend Larsen, Rigspolitiet, ved indvielsen af operationscenteret. Foto: Mogens Flindt
2 af 2 Justitsminister Søren Pape trykker på knappen, der indvier det nye 'terror-center' hos Rigspolitiet. Foto: Mogens Flindt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere