Her er straffen: 50-årig kommuneansat tilstår millionsvindel

Regnskabsmand svindlede for omkring 17.6 millioner kroner. Skal betale pengene tilbage til Københavns Kommune

Foto: Torben Åndahl
Foto: Torben Åndahl

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet)

En 50-årig mand måtte i retten på Frederiksberg mandag formiddag gentagne gange svare 'ja' til anklagerens spørgsmål om adskillige tilfælde af groft bedrageri.

Derfor er manden, Erling Smith, netop blevet idømt tre års fængsel, ligesom han skal betale sagens omkostninger.

Den 50-årige sad iført blå skjorte og jeans brødebetynget og kiggede ned i bordet og pillede negle, mens anklageren spurgte ind til, om og hvordan manden ved hjælp af checks, bankoverførsler og rejseblanketter havde tilegnet sig op til 17,6 millioner kroner fra Københavns Kommunekasse i en periode Fra 2001-2014

Og tilsyneladende var det meget nemt.

Med største selvfølgelighed forklarede regnskabsmedarbejderen hos Københavns kommunes afdeling for ’Kreditor -og Debitor Finans’, hvordan han, da han startede svindlen, gemte checks mellem andre regninger og dermed fik en kollega til at skrive under, så checken kunne blive udbetalt til hans egen konto.

I de første år, fra juni 2001 til januar 2008 udstedte han således 24 checks til sig selv og indløste dem på kommunens konto i Nordea. Det gav ham 7.899.685 kr.

Se også: Sigtelse: Kommune-ansat købte Rolex-ure for skattekroner

Senere blev svindlen mere teknisk.

I november 2008 skiftede han nemlig fremgangsmåde, og gik over til at overføre penge elektronisk fra kommunens to konti i Nordea til sine egne konti i Danske Bank og Jyske Bank. Over 44 gange trak han i alt 6.655.831 kr. i kommunekassen.

Fra september 2010 til 14. april 2014, hvor han blev afsløret og anholdt, skiftede han igen fremgangsmåde. 48 gange udfyldte en bank-rekvisition til 'bestilling af rejsevaluta'. I dette tilfælde brugte han en kollegas underskrift, som han havde scannet ind på de fornødne blanketter.

Det fremgik ikke af retsmødet, hvordan Smith blev opdaget med sit bedrageri. Men da politiet troppede op i mandens fire-værelses andelslejlighed i Glostrup, fandt de blandt andet to Rolex-ure, guldringe, guldkæder, perlesmykker, et Tissot ur, en Segway og omkring 5,2 millioner kr. i kontanter.

Desuden beslaglagde politiet en ejendom og den 50-åriges bil, en Nissan Qashqai til 400.000 kr. Også to strømpistoler og fire flasker tåregas blev fundet i lejligheden.

Til disse forklarede den 50-årige, at han havde købt dem i udlandet. Men at han ikke havde ’noget specielt formål med dem’.

Dyr mad og rejser
Til spørgsmålet om hvorfor han startede svindlen i sin tid, svarede han, at han manglede penge til forbrug. Det vil sige rejser, mad og restaurantbesøg sammen med sin ekskone og sine to børn. De købte også et sommerhus.

- Og så kom jeg bare ind i en ond spiral, lød det stille.

Anklageren ville gerne vide, hvor resten af penge er forsvundet hen. Det kunne den 50-årige ikke redegøre for. Men understregede, at han ikke har gemt pengene på udenlandske konti.

I forhold til strafudmålingen lagde anklageren vægt på, at manden, som er opvokset i Storkøbenhavn, havde stjålet så store beløb og over mange år, og at han havde misbrugt sin betroede stilling til at dække over det.

- Han har haft så mange muligheder for at stoppe svindlen, men gjorde det ikke.

Erling Smith skal nu i fængsel i tre år og skal betale de 17,6 millioner tilbage til kommunen. Derudover skal han betale sagens omkostninger. Erling Smith tog imod dommen uden den store reaktion. Han har ikke tænkt sig at anke den.