Her er terrorsigtelsen mod 23-årig IS-sympatisør

23-årig dansk statsborger rejste til Syrien for at fremme Islamisk Stats sag, lyder sigtelsen mod ham

En 23-årig mand, der er sigtet i en terrorsag, var tilbage i 2013 i Syrien i tre måneder for at fremme terrororganisationen Islamisk Stats sag. I marts i år ville han afsted igen, men fik inddraget sit pas, så han ikke kunne rejse.

Det fremgår af sigtelsen mod den 23-årige, som onsdag blev læst op i Retten i Glostrup i forbindelse med et retsmøde om navneforbud, som dommeren valgte at give den terrorsigtede mand. Han var ikke selv til stede i retten.

Den 23-årige har siddet varetægtsfængslet i de seneste to måneder for at støtte den terrorbevægelsen Islamisk Stat, kunne Ekstra Bladet afsløre i går. Indtil nu har sagen kørt for dobbeltlukkede døre.

Se også: Mand fængslet i hemmelig terror-sag

Sigtelsen mod manden lyder på, at han i perioden 14. juli 2013 til 14. oktober 2013 rejste til Syrien for at 'fremme Islamisk Stats sag'. Det fremgår ikke, om han har kæmpet for dem.

Derudover er han sigtet for forsøg på det samme i 14. marts i år, hvor han pas dog blev inddraget, og han fik et udrejseforbud. Efterfølgende forfulgte og truede han - ifølge anklagerne mod ham - en betjent.

Den 23-årige, der har tyrkisk baggrund, har bopæl på Københavns Vestegn og blandt andet har drevet et pizzeria. På hans Twitter-konto fremgår det tydeligt, at han har et tilhørsforhold til den radikale del af islam.

Se også: Skuespiller kæmper mod Islamisk Stat

Hos Vestegnens Politi har man indtil videre ikke ønsket at kommentere sagens detaljer, men det bekræftes dog, at man har en person anholdt og sigtet i en terrorrelateret sag.

Det står dog klart, at manden er identisk med den person, der tidligere i år blev den første danske statsborger til at få inddraget sit pas og udstedt udrejseforbud for at forhindre, at han skulle drage i hellig krig i Mellemøsten.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste er mindst 115 personer fra Danmark rejst til Syrien for at tilslutte sig den blodige konflikt. Det reelle tal forventes at være markant højere, og hovedparten af de udrejste kæmper under fanerne for islamistiske grupperinger som Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra.

De hjemvendte islamister med krigserfaring vurderes af PET som den største trussel mod rigets sikkerhed.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere