Her er tiltalen mod politiker: Smed næsten nøgen søn ud i frostvejret

Politiker tiltalt for vold gennem mange år mod sine tre børn

I januar-kulden skubbede en politiker sin søn ud på terrassen kun iført T-shirt og underbukser og lod ham stå i frostvejret, mens politikeren åbnede og lukkede døren og gav ham Lego legetøj, som han 'skulle puste støv' af.

Ydmygelsen af drengen indgår i tiltalen mod politikeren, der er anklaget for mishandling gennem mange år af sine tre sønner.

Ekstra Bladet har fået aktindsigt i anklageskriftet, men Retten i Roskilde har nedlagt forbud mod at identificere politikeren, som derfor ikke kan omtales nærmere.

Politikeren nægter sig skyldig. Sagen skal behandles ved retten 17., 19. og 24. juni.

Anklageskriftet er delt op i tre forhold for hver af de tre sønner. Det første handler om, at den ene søn fra februar 1999 til februar 2015 ugentligt og til tider dagligt blev udsat for vold i form af 'lammere', som er hårde slag med knyttet hånd på blandt andet skulderen.

Drengen blev også sparket i adskillige tilfælde - en enkelt gang skete det med en 'Caterpillar' sikkerhedsstøvle, lyder tiltalen.

Den anden søn blev fra omkring 2003 til 2018 også udsat for vold hver uge og til tider dagligt med spark, skub og 'lammere', siger anklageskriftet.

Den tredje søn, den yngste, blev udsat for vold fra august 2011 til 24. januar i år, siger anklageskriftet. Det var skub og 'lammere'.

'Ulykkelig familiekonflikt'
Foruden episoden fra januar i år, hvor drengen blev sendt ud i frostvejret, beskriver anklageskriftet to andre episoder med den yngste søn.

På et ukendt tidspunkt blev han skubbet hårdt ind i en hylde, mens han stod og lavede mad. Og en aften i vinteren 2018 blev han afstraffet med 'lammere, fordi han ville gå i seng, selvom han ikke havde lavet lektier.

Da politikeren i tirsdags fik navneforbud ved Retten i Roskilde begrundede dommer John Larsen forbuddet med, at tiltalen ikke drejer sig om noget, som politikeren skal have begået i forbindelse med sin offentlige stilling.

- Det er en ulykkelig familiekonflikt, der klart er omfattet af privatlivets fred, sagde politikerens forsvarer, advokat Mads Krøger Pramming, i retten.

Anklagemyndigheden har besluttet at rejse tiltale for mishandling efter straffelovens § 245, selvom de enkelte volds-episoder normalt ville falde ind under 'almindelig' § 244-vold. Det skyldes, at volden, ifølge tiltalen, er begået systematisk gennem mange år og mod børn.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere