Her gjorde toldere vild narkofangst

Tre personer blev tirsdag anholdt i Københavns Lufthavn, efter Toldstyrelsen fandt omkring seks kilo kokain fordelt i tre kufferter

De store mængder kokain var skjult i kufferter. Foto: Toldstyrelsen.
De store mængder kokain var skjult i kufferter. Foto: Toldstyrelsen.

Tolderne i Københavns Lufthavn blev tirsdag gjort opmærksomme på tre kufferter, som så mistænkelige ud.

Og der var noget om snakken.

Alle tre kufferter viste sig nemlig at indeholde kokain, som sammenlagt løb op i 6,81 kilo. Kokainen var gemt i skjulte hulrum i kufferterne og kom fra Sao Paolo i Brasilien via Zürich til Danmark.

De tre personer, som kufferterne tilhørte, blev onsdag varetægtsfængslet i 27 dage.

Stikprøve
Kokainen blev fundet, ved at kufferterne blev trukket ud til en stikprøve, hvor man scanner indholdet for at opdage eventuelle ulovlige stoffer eller andre ulovlige genstande.

Billedet øverst i artiklen er et scanningsbillede af den ene kuffert.

- Det er svært at se det, men med et trænet øje, som tolderen har, kan man se det.

- Det(billedet, red.) er mere for at illustrere, hvordan man scanner det. Hvis det var en pistol eller lignende, hvor man kender silhuetten, så ville man godt kunne se det, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Preben Buchholtz.

Anholdt i havn
De tre personer var ikke de eneste, som blev anholdt for narkosmugling tirsdag.

Allerede tidligere på dagen blev en mand nemlig anholdt i Rødbyhavn for at have smuglet ikke mindre end 18 kilo kokain ind i landet.

Manden er udenlandsk statsborger, og i en pressemeddelelse fremgår det, at anholdelsen blev foretaget af udlændingekontrolafdelingen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i samarbejde med Toldstyrelsen.

Der er tale om en 46-årig mand, som onsdag blev varetægtsfængslet frem til 3. juni. Ifølge Folketidende.dk nægtede manden sig skyldig ved grundlovsforhøret.

Dørene blev lukket ved grundlovsforhøret af hensyn til efterforskningen, da der ifølge anklageren er risiko for, at der er medskyldige på fri fod, når det drejer sig om så stor en narkosag.

Ekstraordinær dag
Kontroldirketøren hos Toldstyrelsen fortæller, at det ikke er normalt, man beslaglægger så store mængder narko på en enkelt dag.

- Det er ekstraordinært med så store beslag. Det finder vi ikke så tit. At vi så finder to så store beslag på henholdsvis 18 og seks kilo på samme dag, det kan jeg ikke huske, at vi har gjort tidligere, siger Preben Buchholtz.

Se også: Politi og toldere gør kæmpe kokainfund

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere