Her måtte kvinde reddes fra vandmasserne i gummibåd

En minibus med ældre mennesker blev fanget i vandmasserne ved Hellerup Station

Se kvinden - og en mand - blive reddet fra vandmasserne (video: Kenneth Meyer)

Fredag morgen fik københavnerne en gedigen overraskelse, da et voldsomt uvejr pludselig skyllede ind over byen.

Byen blev ramt af både torden og skybrud, og de voldsomme vandmængder har morgenen og formiddagen igennem skabt problemer flere steder i byen.

Et af de steder, hvor vandet for alvor gav problemer, var ved Hellerup Station, hvor Hellerupvej under en jernbanebro blev lagt under vand.

Her var en minibus så uheldig at strande midt ude i vandet, så brandvæsnet med hjælp fra en gummibåd måtte hjælpe chaufføren og to ældre mennesker ud af bilen.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Det beretter Ekstra Bladets mand, der var vidne til episoden.

Redningaktionen foregik dog i ro og mag, og det lykkedes brandvæsnet at redde personerne ud uden større problemer, så de kunne blive sejlet tilbage i tørvejr i gummibåden.

På grund af de voldsomme regnmængder, har politiet afspærret vejen på begge sider af tunnelen, indtil vandet kan blive pumpet væk fra vejen.

Minibussen var ikke i stand til at komme væk fra stedet ved egen hjælp. (Foto: Kenneth Meyer)
Minibussen var ikke i stand til at komme væk fra stedet ved egen hjælp. (Foto: Kenneth Meyer)
 

Hellerupvej er langt fra det eneste sted i København og omegn, der er ramt af det pludselige uvejr.

Således er der flere andre steder, hvor viadugter og lignende er blevet oversvømmet, og i Lyngby blev et træ ramt af et lyn, så det væltede ned i en bil.

Det pludselig regnvejr kom ikke kun bag på den almindelige københavner. Også DMI var overraskede over det pludselige skybrud.

Således beretter de, at bygelinjen klokken 7.30 nærmest var ikke-eksisterende, men klokken 8.10 var uvejret i fuld gang. På det sted, hvor intensiteteten var kraftigst, har DMI målt 43,8 mm regn mellem klokken 5 og 10.