Her pløjer aarhusiansk flugtbilist knallert ned

Bilisten påkørte knallerten og fortsatte som om intet var hændt. Se video med påkørslen herunder

Du kan se episoden i her. (Video: Ivan Lerke)

Et relativt banalt trafikuheld, der fandt sted tirsdag eftermiddag på Ringgaden i Aarhus, har fået sig eget liv på Facebook, hvor historien har taget indtil flere drejninger.

Aarhusianske Ivan Lerke, der har 35 års erfaring som erhvervschauffør, var førstehåndsvidne til uheldet, som han også filmede med det kamera, han af forsikringsmæssige årsager har monteret i forruden.

I videoen, som Ivan Lerke har delt på Facebook, kan man se hvordan en bilist, der beskrives som en ældre dame, påkører en knallertfører og ufortrødent fortsætter sin kørsel, selvom man ifølge loven skal stoppe op i sådan en situation.

Ivan valgte at følge efter flugtbilisten, hvilket mange Facebook-brugere undrer sig over. Beslutningen beroede dog på en konkret vurdering, fortæller Ivan Lerke til Ekstra Bladet.

- Jeg foretager en lynhurtig vurdering. Hvor slemt ser det ud med scooterføreren, for havde hun lavet en femdobbelt saltomortale, så havde jeg valgt anderledes, men jeg valgte at koncentrere mig om flugtbilisten.

Ivan Lerke fulgte derfor efter bilisten indtil han havde de nødvendige oplysninger at videregive til politiet. Senere erfarede Ivan Lerke, at den påkørte knallertkører var blevet kørt til skadestuen af et andet vidne.

- Jeg var rigtig glad og lettet over at høre, at hun var blevet kørt til skadestuen, og at hun kun havde fået knubs. Så min vurdering viste sig at være rigtig, heldigvis, fortæller Ivan Lerke.

Sigtelse på vej mod bilisten
Påkørslen på Ringgaden var muligvis ikke den eneste trafikale bommert, den uopmærksomme bilist var involveret i tirsdag eftermiddag. Onsdag morgen fik Ivan Lerke nemlig en henvendelse fra en kørelærer, som havde set videoen på Facebook, og mente at have set den samme bilist være tæt på at køre mod ensretningen, da hun forlod en tankstation på Grenåvej i Aarhus samme eftermiddag.

En betjent, der tilfældigt var til stede på tankstationen, fik dog talt med hende og sendt hende på rette kurs.

- Hun spurgte mig om det eventuelt kunne være den samme bil. Da jeg nævnte de to første bogstaver i nummerpladen, så nævnte hun resten af tallene, så det måtte jo være den samme, vurderer Ivan Lerke, der ikke bebrejder betjenten, som kørelæreren mener at have set på tankstationen, for at lade bilisten køre.

-  Han har højst sandsynligt ikke kendt forhistorien, men blot tænkt 'nu tilretteviser jeg hende lige, og så kan alle komme godt hjem. Jeg tror heller ikke, betjenten så højre side på hendes bil, for der sad sidespejlet jo i en sjov vinkel, netop på grund af påkørslen tidligere, siger Ivan Lerke.

Ekstra Bladet har onsdag eftermiddag forsøgt at få en kommentar om sagen fra Østjyllands Politi, men det har ikke været muligt.

Til Aarhus Stiftstidende har politikommisær ved Østjyllands Politi Thomas Hinge udtalt, at episoden virker temmelig grov, og at videoen ser voldsom ud.

Thomas Hinge fortæller videre til Aarhus Stiftstidende, at der kommer en sigtelse af føreren.

- Jeg vil ikke sige, jeg er vildt overrasket, for det sker jo desværre en sjælden gang imellem, at der er distræte mennesker, der kører bil, lyder det fra Ivan Lerke.