Her redder han bilist fra den sikre død

Beskeden helt reddede 23-årige bilist fra at styrte i kløft

Politiet roser Jason Warnock for denne resolutte indgriben. (Foto: AP)
Politiet roser Jason Warnock for denne resolutte indgriben. (Foto: AP)

Som en rigtig supermand var han på det rette sted på det rette tidspunkt. Og så forsvandt han igen, inden han kunne nå at blive takket.

Jason Warnock, 29, hyldes som en helt i USA, efter at han greb resolut ind og reddede en ung mand fra den sikre død i en bil, der var skredet af vejen i Lewiston i staten Idaho.

Men Warnock forsvandt umiddelbart efter, at han havde hevet Mathew Sitko, 23, ud af en firehjulstrækker, der hang og dinglede på kanten af en 10 meter dyb kløft.

Et øjenvidne fotograferede situationen, og politiet fik opsporet den beskedne helt, der er blevet indstillet til en medalje for sit mod.

- Han sagde, at han ikke ønskede opmærksomheden, men han fortjener stor ros, siger polititalsmand Eric Olson til Associated Press.

Jason Warnock trækker den 23-årige bilist i sikkerhed. (Foto: AP)
Jason Warnock trækker den 23-årige bilist i sikkerhed. (Foto: AP)

Jason Warnock har fortalt politiet, at han kom kørende på bjergvejen, da han så en bil hænge faretruende over en skrænt.

Han fortalte, at han kravlede ned på skrænten og videre ned til køretøjet, hvor han først forsøgte at slå en rude i stykker med en lommekniv.

Da det ikke lykkedes, fik han den panikslagne bilist til at rulle vinduet ned, så han kunne trække ham i sikkerhed.

Politiet oplyser, at et hegn var det eneste, der forhindrede bilen i at fortsætte ned i den dybe Bryden Canyon.

Ifølge øjenvidner kørte Mathew Sitko alt for hurtigt i sin GMC Yukon, da kørte af vejen i et skarpt sving.

Sitko pådrog sig kun mindre skader og har nu muligheden for at takke Jason Warnock for, at han stadig er i live.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere