Her ses 8-årig pige i live for sidste gang: Forlader butik med mistænkt voldtægtsmand

En overvågningsvideo, der næsten ikke er til at bære at se, er for nyligt blevet frigivet

Her ses de frigivede billeder. (Overvågningsvideo)

Enhver forælders mareridt blev til virkelighed for Rayne Perrywinkle, hvis blot otte-årige datter blev kidnappet, voldtaget og dræbt.

Nu er der for første gang frigivet overvågningsvideo, som formentlig er de sidste billeder, der blev taget af pigen i live.

Her ses hun forlade en butik sammen med den mand, der ifølge Action News Jax ser ud til at være den samme mand, der er sigtet for at stå bag den grusomme forbrydelse.

Det skete tilbage i en Walmart-butik i Jacksonville i Florida i 2013, men den sigtede, 56-årige Donald Smith, afventer stadig at komme for en dommer.

Ville give gratis mad og tøj
I videoen ses det, hvordan manden først står og kigger på, at den lille pige, Cherish Perrywinkle, shopper tøj sammen med sin mor og to søstre. Her tilbyder han angiveligt moderen at betale for varene, fordi han overhørte hende sige til børnene, at hun ikke havde råd.

Donald Smith var ifølge moderen overdrevet venlig. Han tilbød også at købe mad fra McDonald's til hele familien. Selvom moderen havde en dårlig fornemmelse, lod hun sig overtale af de gratis ting, hun ikke selv kunne give sine børn, skriver Jacksonville.com.

- Han kunne ikke være mere ligeglad med noget af det. Han udser sig den lille pige lige der. Det er der hans tanker er, hans opmærksomhed er - alt sammen på Cherish, siger Ken Jefferson, der er TV-stationens kriminalekspert, til Action News Jax.

911 troede ikke på mor
Herefter ser man, hvordan Cherish forlader butikken sammen med den mand, der er sigtet for at have kidnappet, voldtaget og slået hende ihjel. Hun troede formentlig, at de skulle hen og hente maden til familien. Hun blev fundet død dagen efter mødet med Donald Smith.

Moderen ringede hurtigt til 911, da hun opdagede, at hendes datter var væk, men de var langsomme om at reagere, fordi de ikke var sikre på, at hun fortalte sandheden.

Det har siden betydet, at seks involverede ansatte er blevet afskediget.

- Hvis de havde gjort deres arbejde fra starten og ikke bebrejdet mig for det og tog de nødvendige skridt, så ville Cherish stadig være her, siger moderen til mediet.

Tidligere straffet
Efter hændelsen har moderen mistet forældremyndigheden over sine to andre børn.

Donald Smith er tidligere dømt for flere forhold, heriblandt seksuelle krænkelser og kidnapningsforsøg mod mindreårige.

Han har været registreret som sexforbryder siden 1993 og begik sin første forbrydelse i 1977, hvor han opførte sig 'uanstændigt' overfor et barn, skriver Huffington Post.

Retssagen forventes at begynde indenfor de næste par uger og har længe været forsinket. Anklagerne i sagen kræver dødsstraf.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere