Her skete tiårigs dødsulykke: 'Hele kvarteret er dybt berørt'

En tiårig dreng er lørdag eftermiddag erklæret død på Odense Universitetshospital efter tragisk trafikulykke fredag. Folk strømmer til ulykkesstedet for at lægge blomster og sige et sidste farvel, fortæller en beboer i området

En tiårigs tragiske død har skabt stor sorg i lokalområdet. (Foto: Læserbillede)
En tiårigs tragiske død har skabt stor sorg i lokalområdet. (Foto: Læserbillede)

Ved du noget om sagen? Skriv en mail til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst)

Hele lørdag eftermiddag er esbjergenserne strømmet til Spangsbjerg Kirkevej, hvor en blot tiårig dreng blev kørt ned af en ladvogn fredag eftermiddag. Under 24 timer senere blev han erklæret død på Odense Universitetshospital.

På ulykkesstedet har pårørende, skolekammerater og andre rystede borgere lagt blomster, tegninger og breve til den lille dreng, som brutalt blev revet væk fra sine nærmeste.

Det fortæller en person, som også bor i kvarteret. Han ønsker at være anonym, men Ekstra Bladet kender hans fulde identitet.

- Hele kvarteret er dybt berørt af ulykken. Det er virkelig voldsomt det her, siger han.

En 10-årig dreng fra Esbjerg er død dagen efter, at han blev kørt ned i Esbjerg. (Googlemaps)
En 10-årig dreng fra Esbjerg er død dagen efter, at han blev kørt ned i Esbjerg. (Googlemaps)
 

Ekstra Bladet talte tidligere lørdag med Syd- og Sønderjyllands Politi, der fortalte om de foreløbige oplysninger om ulykken.

- I forbindelse med noget vejarbejde, er der en ladvogn, der bakker. Og i forbindelse med det, kommer den tiårige ind under vognen, siger vagtchef Ole Aamann.

Se også: Tiårig dreng død efter trafikulykke

Efterfølgende blev den tiårige dreng fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital, hvor lægerne forgæves kæmpede for drengens liv.

Ingen sigtelser
Føreren af ladvognen er indtil videre ikke blevet sigtet i sagen, oplyser vagtchefen.

- Vi skal have efterforsket sagen lidt nærmere, før vi beslutter om føreren skal sigtes, siger vagtchefen og oplyser, at der er tale om en 43-årig mand.

I forbindelse med den tragiske ulykke efterlyser Syd- og Sønderjyllands Politi et midaldrende ægtepar som angiveligt var vidne til påkørslen.

- De kom angiveligt kørende i en bil bag denne her ladvogn, og det er nok dem, der har dyttet inden uheldet. Der var mange folk, der kom løbende til med det samme, så ægteparret forsvinder derfra formentlig i en sølvgrå mindre personbil, siger Ole Aamann.

Drengens pårørende er underrettet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere