Her slutter røver-togt i Hornbæk

Tre unge anholdt på flugt fra røverier med lægtehammer

Her ligger de tre formodede røvere i håndjern på asfalten. (FOTO: POLITIRAPPORTEN.NU)
Her ligger de tre formodede røvere i håndjern på asfalten. (FOTO: POLITIRAPPORTEN.NU)

Tre formodede røvere kørte lige i armene på politiet efter et mindre røver-togt i mondæne Hornbæk i Nordsjælland i eftermiddag.

De var bevæbnede med en lægtehammer, og havde lånt flugtbilen, en BMW, af et kvindeligt familiemedlem. Men nu sidder de i arresten i Helsingør og venter på at blive fremstillet for en dommer i retten i Helsingør i morgen.

De tre unge, der er i 18-20 års alderen, slog ifølge politiet til første gang klokken 15.31 i Egons Kiosk på Saunte Bygade 8. Den ene røver kom ind i kiosken og truede med en lægtehammer, mens de to andre ventede i flugtbilen. Af ukendte årsager lykkedes det ikke at få noget udbytte, og de flygtede.

10 minutter senere slog røverne til mod Sushi Take Away på Nordre Strandvej 325a i Hornbæk. Igen truede den ene røver med lægtehammeren, mens de to andre ventede i flugtbilen.

Smed måske penge under flugten
Denne gang fik røverne en penge-kassette med et mindre kontant beløb fra kassen.

Et vidne så flugtbilen køre mod øst ad Nordre Strandvej, og BMW´en blev spottet af en politipatrulje, der hastigt var på vej mod stedet. Efter en kortere eftersættelse fik politiet stoppet flugtbilen ved Skindersøvej.

Politiet undersøger nu flugtruten med hunde for genstande og udbytte, som røverne kan have smidt fra sig. Den ene af de anholdte blev fundet i besiddelse af penge-kassetten fra Sushi-baren.

Politiet anmoder om, at vidner ringer 1-1-4, også hvis man finder kontanter smidt på strækningen Nordre Strandvej mellem Sauntevej og Skindersøvej.

De tre anholdte er fra lokal-området, oplyser vagtchefen hos Nordsjællands politi.