Her sov Britta i nat

Arrestanterne har ingen senge i cellen og er opdelt efter køn og den kriminalitet, de er mistænkt for

Britta Nielsen er mandag den eneste kvindelige arrestant. Derfor får hun politistationens kvindecelle for sig selv i nat. Foto: Rasmus Flindt
Britta Nielsen er mandag den eneste kvindelige arrestant. Derfor får hun politistationens kvindecelle for sig selv i nat. Foto: Rasmus Flindt

BROOKLYN, PRETORIA (Ekstra Bladet): Bag tykke, gule murstensmure i en celle beregnet til op mod seks fanger skal den 64-årige Britta Nielsen tilbringe sin første nat i fangenskab.

Det står i skærende kontrast til hendes liv i Danmark, hvor hun ifølge politiets sigtelser brugte løs af svindelpenge til at forsøde tilværelsen - og den seneste tid på flugt, der endte mandag morgen, da hun blev anholdt i et velhaverkvarter i Johannesburg med over 300.000 kroner  i kontanter.

Britta Nielsen kunne ikke bruge sit pas, uden at der ville komme røde alarmer på grund af Interpol-efterlysningen. Dansk politik - 5. nov. 2018 - kl. 16:03 Svindelsigtet anholdt: Så mange kontanter havde Britta på sig

Ekstra Bladet besøger mandag aften cellerne ved politistationen i Brooklyn, Pretoria, som huser arrestanter fra hele politikredsen. Alt efter travlhed i kredsen kan arrestens celler være proppet til bristepunktet, men til Britta Nielsens held er hun mandag den eneste kvindelige arrestant.

– Hun sidder derfor alene for nu, lyder beskeden til Ekstra Bladets udsendte fra den ene betjent, som bag en stålport med tremmer skal bevogte de indsatte i Brooklyn arrest natten over.

Siden Britta Nielsen i eftermiddags blev transporteret fra retten i Randburg, har hun siddet i arrestens celle for kvinder.

Kaffe og brød til morgenmad
Et rum på fire gange seks meter med et enkelt toilet og adgang til vand. Her skal hun tilbringe de næste døgn, inden hun torsdag igen skal for en Sydafrikansk dommer.

Dansk politik - 5. nov. 2018 - kl. 12:53 Video: Her bliver Britta ført ind i arresten

Som de andre indsatte skal Britta Nielsen formentlig tilbringe natten med et enkelt tæppe over sig og på en madras på gulvet, som er det eneste hvilested. Fra arrestens reception fører en lang gang til cellerne, og et sparsomt køkken i bygningen leverer de indsattes tre daglige måltider.

- De får brød og kaffe til morgenmad. Til frokost serverer vi noget varmt, og til aftensmad får de noget brød og suppe, når vejret er koldt som nu, fortæller vagten, da Ekstra Bladet spørger ind til fangernes rutiner.

Cellerne er placeret bag politistationen, som døgnet rundt servicerer borgere fra området i den sydafrikanske forstad. Under Ekstra Bladets besøg er fangerne netop 'blevet lagt i seng', og stilheden på fængselsgangen bliver derfor alene afbrudt af lyden fra vagtens nøglebundt, når han i ny og næ låser en betjent gennem den kraftige tremmeport.

Stoppested inden udlevering

Ingen af stationens betjente kender til detaljerne i den danske kvindes sag, da den alene bliver kørt af Interpol og dansk politi.

- Vi er bare et stoppested for hendes udlevering, lyder det fra vagten, inden han igen låser samme tremmedør, som den aldrende dansker mandag eftermiddag trådte ind af efter seks uger på flugt.

Britta Nielsen skal torsdag i denne uge endnu en gang for en sydafrikansk dommer. Det sker sammen med en 38-årig dansk mand, som ligeledes er fængslet i forbindelse med svindelsagen. Britta Nielsen er sigtet for at svindle Socialstyrelsen for mindst 111 mio. kroner over en periode på 16 år.

Begge danskere oplyser gennem deres advokater, at de er villige til at blive udleveret til Danmark.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere