Her styrter ikonisk tårn sammen

Spiret på Notre Dame-katedralen i Paris knækkede sammen, da en stor brand brød ud mandag aften

Tårnet knækkede til rædsel for franskmændene, da ilden fik fat. Video: Ritzau Scanpix

Knap tusind års historie gik op i flammer mandag aften, da Notre Dame-katedralen i Paris brændte.

Ilden blev opdaget klokken 18.50, og hurtigt spredte den sig fra katedralens bagerste tårn til spiret, der måtte give efter for flammerne og knækkede sammen.

Forfatter Christian Mørk har en lejlighed i byen, og han er rystet over at se det ikoniske spir falde sammen.

- At se kirkespiret falde ned i flammerne er en voldsom ting for mig at se. Det, vi er vidne til, er noget uerstatteligt, der går tabt. Det er ikke bare en bygning. Selvfølgelig er det sten, træ og mørtel, men det er et symbol på hele Frankrigs civilisation. At se det brænde ned, det skal man lige sluge en gang. Det er meget voldsomt at se.

Han sammenligner tabet af Notre Dame med, hvordan det ville være, hvis både Rundetårn, Amalienborg og Tivoli stod i flammer. 

- Forestil dig, at Rundetårn, Amalienborg og Tivoli brænder ned til jorden på samme tid. Tænk på, hvordan du ville have det, og så har du det nogenlunde, som franskmændene har det lige nu.

Sent mandag aften har myndighederne stadig ikke fået flammerne under kontrol.

Notre Dame

* Notre Dame ligger i den østlige del af Île de la Cité, som er en af to små naturlige øer i Seinen i Paris. Det var midten af Paris i middelalderen.

* Byggeriet af den ikoniske bygning begyndte i 1163, og der blev bygget på i omkring 200 år.

* Bygningen er cirka 130 meter lang, 48 meter bred og 35 meter høj. De to tårne er cirka 68 meter høje.

* Det sydlige tårn huser den 13 ton tunge Emmanuel-klokke.

* I slutningen af 1700-tallet under den franske revolution blev bygningen udsat for flere slags vandalisme. Men fra år 1845 til 1864 blev bygningen restaureret.

* I 1991 begyndte et nyt restaureringsprojekt. Der var fortsat restaurering i gang, da branden brød ud mandag.

* Notre Dame er også kendt for at spille en central rolle i Victor Hugos roman "Klokkeren fra Notre Dame" fra 1831.

* Folk kommer fra hele verden for at se katedralen. Omkring 13 millioner besøger Notre Dame om året. Det svarer til cirka 30.000 mennesker om dagen.

* Der afholdes hver dag fem religiøse tjenester, og på søndage er der syv. Det løber op i flere end 2000 gudstjenester om året.

* I kirken står blandt andet Madonnastatuen La Vierge de Paris, der er fra begyndelsen af 1300-tallet.

Kilder: AFP, notredameparis.fr, denstoredanske.dk, notredamecathedralparis.com og Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere