Heroin blev sendt med posten til Fyn

Dommer i Odense har fængslet en 27-årig mand i sag om narkoforsendelse. Han nægter sig skyldig

Smuglere bruger forskellige metoder, når de skal have bragt illegale ting og sager fra ét sted til et andet.

Nogle gange forsøger man sig med postvæsenet, viser det sig i en sag, som Fyns Politi for tiden undersøger.

Næsten et kilo heroin blev sendt fra Afghanistan, og den tilsigtede modtager befandt sig ifølge politiets mistanke på dansk jord.

Imidlertid blev de 995 gram opsnappet af de tyske myndigheder, er det torsdag kommet frem i den sigtelse, som en anklager har fremlagt i et grundlovsforhør i Odense.

Betjente har anholdt og sigtet en 27-årig mand for at være involveret, men han nægter sig skyldig, oplyser specialanklager Klaus Lauridsen fra Fyns Politi.

Dommeren har dog vurderet, at sigtelsen er begrundet. Derfor skal den sigtede af hensyn til efterforskningen være varetægtsfængslet frem til 16. august.

Specialanklageren ønsker ikke give yderligere oplysninger om sagen. Det skyldes, at retsmødet har været holdt bag lukkede døre.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere