Hestehandler afslører nye detaljer: Shoppede for millioner på verdenskendt auktion

Britta Nielsens yngste datter håndplukkede sammen med sin mor heste ved verdenskendt hesteauktion, forklarer hestehandler

Forstå straffesagen mod Britta Nielsens børn hurtigt her. Video: Tariq Mikkel Kahn, Mogens Flindt, Torbjörn Selander, Ridehesten, Kanal 5/Discovery Networks Danmark. Redigering: Signe Skov

Nadia Samina og Britta Nielsen købte heste i verdensklasse via det tyske stutteri Schockemöhle.

Sådan forklarede hestehandleren på stutteriet Alfons Hermes, da han tirsdag formiddag via et videolink fra Tyskland afgav forklaring til Retten i Glostrup.

Igennem en længere årrække har Alfons Hermes arbejdet på det tyske stutteri. Her har han stået for salget af stutteriets eksklusive spring- og dressurheste til klienter fra hele verden.

Her ses Samina og Shannon på et billede fra december 2019 iført ridetøj med logo fra Shannons firma. Shannon skriver til billedet, at Samina nu er en del af hendes team. PRIVATFOTO Plus Brittas svindelheste endte hos landsholdsrytter

Hestehandler: Britta betalte
Det var her. han fra 2008 til 2012 havde mulighed for at lære Nadia Samina og ikke mindst hendes mor, Britta Nielsen, godt at kende.

I den periode var Nadia Samina tæt knyttet til stutteriet, hvor hun boede, trænede og med Brittas svindelmillioner i ryggen forsøgte at drive forretning.

I retten forklarede Alfons Hermes, at Nadia Samina løbende købte heste på stutteriet. Ifølge hestehandleren prøvede Nadia Samina hestene, før hun tog fat i sin sponsor-mor, Britta, der villigt tog imod regningen og betalte ved kasse et.

Igennem årene på Schockemöhle købte mor og datter mere end ti heste.

Nadia Samina Hayat og hendes søskende er i øjeblikket i retten tiltalt for groft hæleri. Tegning: Jørgen Bitsch
Nadia Samina Hayat og hendes søskende er i øjeblikket i retten tiltalt for groft hæleri. Tegning: Jørgen Bitsch
 

 

Købte ind på legendarisk auktion
Blandt de mest ekstravagante køb var indkøbet af hestene Bonaire 5 og Kanazia.

De to heste blev købt på den verdenskendte hesteauktion P.S.I., der en gang om året bliver afholdt i den tyske by Ankum et par timers kørsel syd for Hamborg.

- Ved auktionen deltager der normalt 25 springheste og 25 dressurheste i det øvre segment. Eksklusive heste. Det er en auktion, der er globalt kendt inden for hestebranchen, forklarede Alfons Hermes.

Køberne bliver fløjet ind fra hele verden - også Hvidovre.

Alfons Hermes forklarede, at Nadia Samina med mor Britta i ryggen købte to heste på messen. Den samlede pris løb op i knap seks millioner kroner.

- Jeg kan ikke længere huske, om Nadia Samina selv bød på hestene, eller om hun havde telefonisk kontakt med sin mor, der bød på hestene, men Nadia Samina var fysisk til stede, husker Alfons Hermes.

Hestehandler: Brittas datter kendte prisen
Under retssagen er det tidligere blevet dokumenteret, at det ikke var Nadia Samina selv, der betalte for de fleste af hestene.

I stedet blev fakturaer med udgifter tilknyttet Nadia Saminas aktiviteter på stutteriet løbende sendt til Britta Nielsen, der afregnede på sin voksne datters vegne.

Derfor var anklagemyndigheden meget interesseret i at vide, om Nadia Samina nu også var klar over, hvad hestene, hun købte, kostede.

- Nadia Samina har aldrig foretaget sig noget, når det drejede sig om dyre ting, uden at spørge sin mor, forklarede Alfons Hermes i retten.

Ifølge Alfons Hermes købte Nadia Samina ofte heste, uden hendes mor var til stede på stutteriet i Tyskland.

Når det skete, fik Nadia Samina oplyst prisen, som hun gav til Britta Nielsen, der efterfølgende traf beslutningen om, hvorvidt hesten skulle købes eller ej.

Kongehuset fratager Britta Nielsen dronningens Fortjenstmedalje i sølv. Fotos: Ole Steen Krimi Kongehuset straffer Britta

Udfordrer Nadias forklaring
Dermed står Alfons Hermes forklaring i skærende kontrast til Nadia Saminas egen.

Tidligere i retssagen har hun forklaret, at hun intet overblik havde over sin økonomi. Heller ikke selvom hun, mens hun boede på Schockemöhle, oprettede et selskab, der skulle bruges til at købe og sælge hestene.

- Alt med, hvordan selskabet skulle drives, havde jeg ikke kendskab til. Det var ikke noget, jeg stod for, forklarede Nadia Samina Hayat ved et retsmøde 4. marts, hvor hun også forklarede, at hun uden at kigge nærmere på regnskaberne bare underskrev dem.

Nadia Samina Hayat er tiltalt for hæleri af særlig grov karakter, ved ifølge anklagemyndigheden at have modtaget 37 millioner kroner fra Britta Nielsen, der stammede fra hendes svindel i Socialstyrelsen.

Nadia Samina Hayat nægter sig skyldig.

Der falder dom i sagen 9. juli.