Historisk retssag om ulvedrab: - Han erkender, at han har affyret det skud

En 66-årig jæger risikerer fængsel for at have skudt en fredet ulv i april måned ved Ulfborg i Vestjylland

Den tidligere folketingskandidat for LA Steffen Troldtoft filmede ulven fra sin traktor, inden dyret blev senere blev skudt af den 66-årige jæger.

En hunulv blev 16. april skudt og dræbt på en mark 13 kilometer øst for Ulfborg i Vestjylland.

Skuddet, der blev affyret fra en jagtriffel fra en Toyota Landcruiser, borede sig ind i bugen på ulven og ødelagde lever og den ene nyre.

Det blev startskuddet for fire måneders politimæssig efterforskning, der er endt med, at en 66-årig mand er blevet tiltalt.

Fredag behandles sagen ved Retten i Herning, og det er første gang, at en dansk domstol skal forholde sig til drab på en fredet ulv.

- Han erkender, at han har affyret det skud, der ender med at dræbe ulven, siger den tiltaltes forsvarer, Jan Schneider.

Men hans klient nægter sig skyldig i anklagen om overtrædelse af jagtloven og bekendtgørelsen om artsfredning.

LIVE