Hittebørn: Derfor har politiet så svært ved at finde mødrene

12 ud af 13 sager om fundne spædbørn er uopklarede

Se optagelser fra stedet, hvor babyen blev fundet her. (Video: Kenneth Meyer)

Siden 1995 er 13 spædbørn blevet fundet efterladt af deres mødre i Danmark. Fem var døde, mens otte overlevede.

Det viser Ekstra Bladets opgørelse, som samtidigt påviser, at sagerne er meget svære at opklare for politiet.

Ud af de 13 sager er moderen kun fundet i det ene tilfælde, fordi hun meldte sig selv på et hospital natten efter. 12 sager om døde eller levende hittebørn er altså uopklarede.

Syv af hittebørnene har været piger, fire har været drenge, mens kønnet i to sager ikke er blevet oplyst.

Ofte er hittebørnene efterladt på en måde, så de hurtigt vil blive fundet - hvilket formentlig har været mødrenes ønske. Det er sjældent, at børnene bliver forsøgt skjult som i dagens sag fra Værebro, hvor pigen blev kastet ned gennem en affaldsskakt til en container - og hvor kun tilfældigheder reddede pigens liv.

En af de mange uopklarede sager er fundet af en nyfødt pige, som torsdag den 31. januar 2013 blev fundet i en sportstaske mellem to parkerede biler i Rektorparken i Københavns SV-kvarter.

Barnet er i dag blevet bortadopteret, og politiet har mistanke om, at moderen var en udenlandsk, måske prostitueret, kvinde, som fødte pigen i dølgsmål og som aldrig var i kontakt med de danske sundhedsmyndigheder.

- Svære at opklare
- Det er meget svære sager at opklare. Vi skal helst have et tip og en konkret mistanke til en kvinde, før vi for eksempel kan bruge dna til at koble barnet til moderen, siger politikommissær Hans Erik Raben, afdelingen for personfarlig kriminalitet i København.

Politiet har haft en omfattende efterforskning af hittebarnet fra Rektorparken, men er på bar bund.

- Vi ved, at stedet, hvor barnet blev fundet, var et tilholdssted for omrejsende udlændinge og moderen har formentlig ikke været i forbindelse med hverken læge, jordemoder eller hospital, siger Hans Erik Raben.

- Hvis en mor holder sig graviditet skjult og føder i dølgsmål, så er mulighederne for at opklare en sag små, siger Hans Erik Raben.

Derfor er politiet oftest afhængige af tip fra offentligheden om, hvem moderen kan være. Derefter kan en dna-test be- eller afkræfte om en mistænkt er barnets mor.

Mødrene skal have hjælp
En dna-prøve fra et hittebarn giver en blanding af moderens og faderens dna.

Derfor kræver det en mistanke til konkrete personer, så politiet kan få sammenlignet barnets dna direkte med moderens eller faderens dna for at få bekræftet, at de har avlet barnet.

Politiet vil meget gerne have opklaret sagerne om hittebørn, ikke så meget for at få moderen straffet, men for at hjælpe hende.

- Det er sørgelige og triste sager, hvor moderen er lige så meget offer som barnet, siger Hans Erik Raben.

Når et hittebarn udskrives fra hospitalet, bliver det overgivet til de sociale myndigheder, som straks sørger for en plejefamilie. Derefter bliver barnet bortadopteret.

Det er også sket i sagen fra Rektorparken, men omstændighederne holdes hemmelige af hensyn til barnets tarv. Den lille pige i sportstaken var nøgen, men svøbt i et håndklæde. Der var rester af fosterfedt på hendes hud, så hun var født et til to døgn før hun blev fundet.

Den lilla sportstaske af mærket 'Dunlop' stod på vejen med barnet i mindst syv timer i kulden, og babyen var stærkt nedkølet, da hun blev fundet. Sportstasken stod på en hovedpude i forsøget på at isolere barnet fra den kolde asfalt.

Måden, tasken var stillet på, tyder på, at moderen ønskede at pigen blev fundet hurtigt.

Herunder kan du læse om de 13 sager om hittebørn siden 1995

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

1 af 2 Her er den sportstaske som en lille pige blev fundet i den 31. januar 2013.
2 af 2 Den lille pige blev i dag fundet i en affaldscontainer her i Værebroparken (Foto: Kenneth Meyer)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere