Hjælp Rikke: Fik stjålet sin bil med Birk bagi

Et simpelt biltyveri har udviklet sig et til mareridt for Rikke Kloster. Hendes hund Birk sad inde i bilen, og nu kan de hverken finde hund eller bil

Her er Rikke Klosters hund Birk, der blev stjålet i morges foran Scala i København. Kan du hjælpe? (Foto: Privat)
Her er Rikke Klosters hund Birk, der blev stjålet i morges foran Scala i København. Kan du hjælpe? (Foto: Privat)

Opdatering: Rikke Kloster fortæller klokken 15.20 til Ekstra Bladet, at hunden Birk atter er fundet i god behold. Nedenstående efterlysninger derfor ikke længere aktuel.

Se også: Lå bag i stjålet bil: Nu er hunden Birk fundet

48-årige Rikke Kloster har brug for hjælp.

I morges omkring klokken seks var hendes mand på vej hjem fra en 12-timer lang nattevagt, hvor han havde taget hunden med, men på vej hjem gik noget galt. Helt galt.

- Min mand går ud af vores bil for at åbne porten bagved bilen. Det næste han hører, er hjulspin og en bil der forsvinder. Det værste lige nu er jo slet ikke vores bil. Det er vores hund. Det er jo forfærdeligt, siger en tydelig berørt Rikke Kloster til Ekstra Bladet

Biltyveriet fandt sted ved byggepladsen foran Scala nær Rådhudspladsen i København, og ifølge Rikke Kloster drejede hen mod Rådhuspladsen.

Rikke Kloster og hendes mand meldte omgående politiet og meldte hunde- og biltyveriet, men hun har også selv sat sin omgangskreds i gang.

- Vi har delt det på Facebook og håber, at folk finder Birk den vej igennem. Men vi frygter jo, at der er nogle, der bare har parkeret bilen et eller andet sted, og så efterladt Birk bagved.

Derfor kigger Rikke Kloster og hendes bekendte efter bilen på parkeringspladser i området omkring København i håb om at finde Birk.

Birk er en såkaldt Riesenschnauzer på 19 måneder. Han vejer ca. 34 kilo og har sort pels. Bilen er en hvid Toyota Sportvan med plader med nummeret: AN 38 125.

Ekstra Bladet har talt med vagtchef hos Københavns Politi, Mikkel Andersen, der bekræfter, at politiet har modtaget en anmeldelse fra familien.

- Vi modtog en anmeldelse på en stjålet bil klokken 06.02 i morges.  Vi har rundkaldt den til vores patruljebiler. Det gør vi ikke normalt med stjålne biler, men dette er en speciel situation, da der er en levende hund i bilen, siger vagtchefen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere