Hjemløs kræver 110.000 kroner af politiet

Zoneforbud er i strid med menneskerettighederne. Det mener advokat, der repræsenterer tidligere hjemløs

En mand har rejst krav om 110.000 kroner af Københavns Politi, fordi politiet uretmæssigt bestemte, at han ikke måtte opholde sig i København i tre måneder.

Det oplyser advokat Mads Krøger Pramming, der repræsenterer manden, som blev ramt af et såkaldt zoneforbud.

- Vi forventer, at de betaler, og hvis de ikke gør, ender sagen i retten, siger Mads Krøger Pramming.

Forbuddet skyldtes, at den dengang hjemløse mand i oktober sidste år havde overnattet ved Regensen midt i København. Sammen med en anden havde han etableret en ulovlig lejr, påstod politiet, som derefter gav ham et zoneforbud. I tre måneder måtte han ikke opholde sig i Københavns Kommune.

Imidlertid fastslog Københavns Byret i september, at der ikke var tale om en ulovlig lejr.

De to mænd spiste ikke i buegangen ved Regensen, og de forrettede heller ikke deres nødtørft på gaden. Om morgenen ryddede de pænt op efter sig og fjernede pap, liggeunderlag og andet, bemærkede retten.

Under sagen viste det sig desuden, at man ikke kunne stole på politiets skøn. Betjente mente, at der var blot fire meter mellem de to og fire andre sovende. En kontrolopmåling viste imidlertid, at afstanden snarere var ti meter. Dermed var der ikke tale om en større samlet lejr, konkluderede en dommer og to domsmænd.

Nu kommer efterspillet så på grund af zoneforbuddet. Nægter Københavns Politi at betale, skal det afgøres af en dommer.

- Hvis sagen kommer for retten, bliver der forhåbentlig også tale om en generel prøvelse af, om zoneforbuddet er i overensstemmelse med menneskerettighederne, siger advokat Mads Krøger Pramming.

Spørgsmålet er, om sanktionen står i et rimeligt forhold til forseelsen.

- Kan en så lille forseelse som at oprette en lejr, som giver en bøde på 1000 kroner, også medføre en så tung en sanktion som zoneforbuddet? Sagen kan få vidtrækkende betydning, mener advokaten.

Om størrelsen af kravet oplyser han, at det er opgjort skønsmæssigt på baggrund af andre sager ved Menneskerettighedsdomstolen. En person har tidligere fået tilkendt 40.000 kroner, fordi Aserbajdsjan ulovligt havde inddraget vedkommendes pas i to måneder.

- Vi mener, at indgrebet i bevægelsesfriheden i forbindelse med et zoneforbud er langt voldsommere end en inddragelse af et pas, siger advokat Mads Krøger Pramming.

Kravet bygger i øvrigt også på en påstand om, at politiet klokkede i det ved på en række punkter ikke at følge de forvaltningsretlige regler.