Hjemløst ungt par holdt fanget af bande i 10 timer: - Skaf os 15.000 kr.

20-årig blev slået, sparket og brændt med lighter, mens hans kæreste måtte se på

Et ungt hjemløst par, der lever af at sælge hjemløse-avisen 'Hus Forbi' på Vanløse Station i København, blev holdt fanget i 10 timer af en flok unge indvandrere, der krævede, at parret betalte dem 15.000 kr.

Parret blev holdt fanget dels på taget af Føtex på Vanløse Torv, dels i kælderen under Skolen Sputnik på Bogholder Allé 40 i Vanløse, mens de blev slået, sparket og truet.

Banden krævede, at parret skaffede pengene hos den 20-årige mands søster og mor, og han blev slået og sparket i hovedet og på kroppen adskillige gange, mens hans 23-årige kæreste hjælpeløst måtte se til.

De fem formodede kidnappere er i alderen 16 til 19 år, og de stilles i næste uge for retten på Frederiksberg, hvor de er tiltalt for røveri, frihedsberøvelse, ulovlig tvang og grov vold.

Alle nægter sig skyldige.

I sommeren sidste år mistede det unge par deres lejlighed, og de endte på gaden som hjemløse, hvor de især har holdt til omkring Vanløse Station.

Ført op på taget af Føtex
Den 11. oktober sidste år cirka klokken 16.45 blev parret passet op af de fem unge ved Føtex på Vanløse Torv.

De blev truet med en kniv og ført op på taget af Føtex, hvor de måtte aflevere deres mobiltelefoner og blev truet: - Hvis I prøver på noget eller skriger, så bliver I 'parket'.

Den 23-årige kvinde, som fortalte banden, at hun var gravid, blev truet med at blive sparket så hårdt i maven, at hun ville miste det ufødte barn.

Den 20-årige blev ifølge tiltalen mishandlet med adskillige slag og spark, mens den 19-årige tiltalte holdt telefonisk kontakt med hans søster og mor, der fik ordre på at skaffe de 15.000 kr.

- Bare giv mig de penge og ellers ser vi. Skaf mig de penge, sagde den 19-årige ifølge tiltalen.

Det hjemløse par blev derefter tvunget med fra Føtex til en kælder under Skolen Sputnik, hvor frihedsberøvelsen fortsatte i flere timer, mens søsteren og moderen fortsat blev ringet op flere gange og truet til at skaffe pengene.

Sendte foto af mishandlet ansigt
Truslerne blev understreget af, at den 19-årige tiltalte sendte et billede af den 20-åriges mishandlede ansigt til hans søster og mor og sagde:

 - Jeg dræber ikke nogen på grund af det her, okay, men jeg lover dig for, at han kommer til at få så mange tæsk, han ikke vil glemme det.

Familien fik ordre på, at pengene skulle afleveres ved et ishus ved Damhussøen i Rødovre, og to af de fem kidnappere tog af sted for at hente løsesummen.

Men pengene kom ikke, og kidnapperne tvang så det hjemløse par med tilbage til Føtex og ringede fortsat til søsteren og moderen for at få dem til at skaffe pengene. Truslerne blev skærpet til, at de ville slå den 20-årige ihjel, mens de tvang hans 23-årige kæreste til at ryge en joint, selv om hun protesterede og sagde, at hun var gravid.

Brændt med lighter
En af kidnapperne brændte imens den 20-åriges ene finger med en lighter.

Ved 02.30-tiden blev parret igen tvunget med hen til kælderen under Skolen Sputnik, men efter en times tid lykkedes det pludseligt parret at stikke af. Det fik de fem kidnappere til at flygte - og deres eneste udbytte ved den 10 timer lange frihedsberøvelse blev parrets mobiltelefoner.

Fire af de fem tiltalte er også anklaget for et røveri i 7-Eleven, hvor de stjal sandwich og drikkevarer og truede ekspedienten. Ved et andet røveri mod Super Brugsen i Vanløse stjal to af de tiltalte brød og drikkevarer og truede to ansatte med, at de var bevæbnet med kniv.

Retten har afsat otte dage til retssagen, hvor dommen ventes den 5. april. En af de tiltalte er udenlandsk statsborger og kræves udvist.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere