Hjemmehjælper anholdt: Bedøvede kvinde og stjal fra hende

En hjemmehjælper er blevet anholdt og sigtet for røveri og tyveri mod en kvinde, hun skulle tage sig af

En hjemmehjælper er blevet anholdt og sigtet for tyveri og røveri mod en kvinde. Foto: Jonas Olufson
En hjemmehjælper er blevet anholdt og sigtet for tyveri og røveri mod en kvinde. Foto: Jonas Olufson

En 45-årig hjemmehjælper blev onsdag anholdt af politiet og sigtet for tyveri og røveri mod en 85-årig kvinde i Tølløse. Hun blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, fortæller, at der er tale om en meget grov sag.

- Offeret er en 85-årig, svagelig kvinde, der har brug for hjælp i hendes private hjem, så det er klart, at den kvindelige hjemmehjælper har udnyttet sin autoritet og offerets tillid og på den måde har franarret kvinden sinde værdier, så det er en grov sag, siger han.

 

Ifølge Martin Bjerregaard har den 45-årige hjemmehjælper bedøvet sit offer for at kunne stjæle i hendes hjem uden at blive forstyrret.

- Hjemmehjælperen har blandet sovemedicin i den ældre kvindes pilleglas, og hun har uvidende og utilsigtet taget dem, og så har hjemmehjælperen kunnet stjæle fra hende i fred og ro, efter hun er blevet bedøvet, siger Martin Bjerregaard.

Han oplyser desuden, at kvinden under grundlovsforhøret har erkendt de forhold, hun er sigtet for - tyveri, røveri og forsøg på tyveri.

Ifølge Martin Bjerregaard har Midt- og Vestsjællands Politi endnu ikke et præcist overblik over, hvilke og hvor mange værdier der er blevet stjålet fra kvinden.

Kan være flere ofre
Martin Bjerregaard fortæller, at det endnu er for tidligt at sige, om der er flere ofre i sagen.

- Lige nu har vi kun mistanke om ét offer, og der kan være tale om flere forhold mod det samme offer. Det er også derfor, at kvinden både er sigtet for tyveri og røveri. Men vi skal i gang med at undersøge, om der kan være flere ofre. For det kan vi ikke udelukke.

Torsdag eftermiddag blev den 45-årige kvinde fremstillet i grundlovsfør. Hun er efterfølgende blevet varetægtsfængslet indtil 20. marts.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere