Hjemmerøveri med økse: Mand og kvinde anholdt

Offeret blev truet til at udlevere et mindre pengebeløb

En mand og en kvinde er blevet fængslet i et grundlovsforhør i forbindelse med et hjemmerøveri på Godstedvej ved Øster Ulslev på Lolland tidligt fredag morgen.

Ved hjemmerøveriet blev husets 42-årige beboer vækket på voldsom vis af to personer, der bevæbnet med en økse tiltvang sig adgang til mandens bolig, hvor de truede ham til at udlevere et mindre pengebeløb.

Se også: Udsat for hjemmerøveri med økse

Manden, der er 44 år, og kvinden, der er 37, blev anholdt sammen på Østlolland lørdag aften klokken 20.18 og sigtes for hjemmerøveri.

De er foreløbigt varetægtsfængslet frem til 26. august. Begge har kæret kendelsen.

Ifølge politikommissær Steen von Würden fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi foregik anholdelsen stille og roligt.

- Er de anholdte et par?

- Det kan jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt. siger han.

Usædvanligt signalement
Anholdelsen er sket som en kombination af den efterforskning, politiet har foretaget siden fredag morgen og de henvendelser, politiet har fået fra offentligheden.

Signalementet af gerningspersonerne var ret usædvanligt, fordi de blev beskrevet som en næsten to meter høj mand og en omkring halvanden meter høj kvinde.

- Der var et meget usædvanligt signalement. Var det med til at finde frem til disse personer?

- Det vil jeg i hvert fald antage. Den kombination af en meget høj mand og en meget lav kvinde har nok hjulpet lidt på det, siger Steen von Würden

- Er der en relation mellem de anholdte og forurettede?

- Der er ikke noget, der tyder på, at der er noget forudgående kendskab. At man kender hinanden som sådan. Og som følge deraf vil de også blive sigtet for den grove røveriparagraf. Altså den, der vedrører hjemmerøveri, siger han.

Anklageren fik medhold i sin begæring om lukkede døre.

- Nu er vi i den meget indledende fase af efterforskningen. Den forurettede har beskrevet to personer, men som følge af, at vi ikke kan udelukke, at der har været flere, er det også derfor, vi begærer lukkede døre, siger politikommissæren.

Det 42-årige offer befandt sig alene på adressen, da hjemmerøverne slog til.

Han formåede at flygte fra stedet efter at have udleveret penge til de to gerningspersoner.

- Mens røveriet står på, opstår der på et tidspunkt noget forvirring, og i den forbindelse lykkedes det den forurettede at flygte hen over et loftrum, der er i boligen, har politikommissær Steen von Würden fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi tidligere fortalt til Ekstra Bladet.

Gerningsvåbnet var en mindre økse, men offeret led ikke fysisk overlast.

Gerningsmændene slap kun af sted med et udbytte i omegnen af lige under 1000 kroner, som forurettede havde i lommen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere