Hjemvendte IS-tilhængere umulige at retsforfølge

Bevisbyrde gør det så godt som umuligt at straffe IS-tilhængere og al-Shabaab-rekrutter

Her kan du se mere til Ahmed Halane

IS-tilhængere og al-Shabaab-rekrutter som Ahmed Halane kan frit tilmelde sig folkeregistret og sætte deres navn på postkassen, når de kommer hjem til Danmark.

De er nemlig uhyre svære at retsforfølge efter den nuværende lovgivning. Først i torsdags vedtog et flertal i Folketinget, at syrienskrigere kan få frataget deres pas, hvis de rejser tilbage til Danmark efter at have kæmpet for Islamisk Stat.

Men reel retsforfølgelse efter landets terrorlovgivning er så godt som umulig, da bevisbyrden under fremmede himmelstrøg hurtigt slører til.

Hinsides fornuft
Alligevel lod Mette Frederiksen så sent som i januar forstå, at netop typer som Ahmed Halane udgør en enorm risiko.

– Der er ingen tvivl om, at den konflikt vi ser i Mellemøsten, danske statsborgeres bidrag dertil og deres hjemvenden er en af de største sikkerhedsrisici, der er i Danmark og sådan set også på verdensplan. Derfor synes jeg, at vores væsentligste opgave er at hindre flere folk i at udrejse – både så vi kan undgå, at der er danskere, der bidrager til konflikten og til Islamisk Stat, og så de ikke efterfølgende udgør en risiko, når de kommer tilbage, sagde Mette Frederiksen.

Men det er ’hinsides al fornuft’, at Folketinget ikke vil gå hårdere til værks, siger Venstres integrationsordfører Martin Geertsen.

– Det er hinsides al fornuft, at man kan komme hjem og fortsætte sin dagligdag uden konsekvenser, som det nu er tilfældet med ham, I beskriver. Det er fint nok med det her pastiltag, men vi så gerne, at vi forbød udrejse til alle terrorzoner i Syrien og Irak, så vi også kunne retsforfølge ham. Men det vil regeringen af uransagelige årsager ikke være med på, siger Martin Geertsen.

Uhyggelig historie
Hos Dansk Folkeparti er integrationsordfører Martin Henriksen enig.

– Jeg synes, det er en uhyggelig historie, og hvis jeg var nabo til ham der, ville jeg have det decideret dårligt.

Vi er enormt dygtige til at sikre retssikkerheden 110 procent. For de, der har forbrudt sig mod de mest grundlæggende værdier i det her samfund. Men vi kan ikke finde ud af det for eksempelvis de lovlydige borgere i Ballerup, der skal bo dør om dør med ham her, siger Martin Henriksen.

Dansk Folkeparti begræder, at partiets forslag om at kunne retsforfølge deltagere i væbnede konflikter i udlandet, faldt med et brag i Folketinget i denne uge.

Kun én fængslet
Ekstra Bladet har hos Anklagemyndigheden spurgt, hvor mange af Danmarks syrienskrigere, der er blevet retsforfulgt. Hos Anklagemyndigheden er man kun vidende om en enkelt sag, hvor en 26-årig mand er fængslet in absentia for at have delt billeder af ham selv fra Syrien, hvor han hylder Islamisk Stat foran en række afhuggede hoveder.

Regeringen fremlagde torsdag en 12 punkter lang terrorpakke, som blandt andet skal gøre det lettere for efterretningstjenester at overvåge terrormistænkte samt øge antiradikaliseringsprocesserne i landets fængsler.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere