Hjerteskærende sms: Frygter datter er blandt de 39 døde i lastbil

De 39 lig blev fundet i en kølecontainer og er ikke identificeret endnu

De 39 lig blev fundet i en lastbil i et industriområde uden for London. Video: AP

En familie i Vietnam frygter, at de står overfor et utænkeligt mareridt.

At deres datter Pham Thi Tra My er et af de 39 lig, politiet fandt i en lastbilcontainer i Essex, England. Det skriver flere internationale medier, heriblandt The Guardian og BBC.

Pham Thi Tra My skrev flere alarmerende sms'er til sin mor, i tidsrummet op til at de 39 lig blev fundet.

'Undskyld mor. Min rejse i udlandet er ikke lykkedes. Mor, jeg elsker jer så meget! Jeg dør, fordi jeg ikke kan trække vejret', skriver den 26-årige ifølge moderen på vietnamesisk.

'Jeg er fra Nghen, Can Loc, Ha Tinh, Vietnam'.

'Jeg er ked af det, mor', afslutter hun rækken af korte sms'er.

Det er hverken be- eller afkræftet, om Pham Thi Tra My var blandt ligene i lastbilscontaineren. Foto: Handout
Det er hverken be- eller afkræftet, om Pham Thi Tra My var blandt ligene i lastbilscontaineren. Foto: Handout

Moderen modtog beskederne klokken 4.28 i Vietnam (klokken 22.28 lokal britisk tid). Kun fire timer efter blev en ambulance tilkaldt og de 39 lig fundet.

Beder politi om hjælp
Det er ikke bekræftet, om Pham Thi Tra My er en af de døde eller ej. Faktisk er ingen af de døde fundet i lastbilen identificeret endnu. Tidligere har det været fremme, at de døde i lastbilen udelukkende skulle være kinesere.

Familien offentliggør chat-beskederne, Pham Thi Tra My formodentlig har skrevet i tiden op til sin død, i et forsøg på at få af- eller bekræftet, om hun er blandt de døde.

- Vi beder det britiske politi om hjælp, så min søster kan komme tilbage til familien, siger den 26-åriges bror til BBC.

På vietnamesisk skriver Pham Thi Tra My stærkt bekymrende meldinger. En chat-besked er streget over, da den indeholder en adresse. Screenshot: Handout
På vietnamesisk skriver Pham Thi Tra My stærkt bekymrende meldinger. En chat-besked er streget over, da den indeholder en adresse. Screenshot: Handout

Den 26-åriges familie skulle have betalt et beløb til en værdi på cirka 250.000 kroner til menneskehandlere, så hun kunne rejse til England.

Pham Thi Tra My er også blevet meldt savnet hos den vietnamesiske ambassade i England.

BBC skriver, at de kender til flere vietnamesiske familier, der har meldt familiemedlemmer savnet i forbindelse med det grufulde fund i lastbilen.

Fire mistænkte
Politiet har anholdt fire i sagen. De mistænkes alle for uagtsomt drab. Tre af dem er yderligere mistænkt for menneskesmugling.

De 39 lig - otte kvinder og 31 mænd - blev fundet i en kølecontainer, hvor temperaturen kan komme ned på minus 25 grader.

De kan være omkommet på grund af iltmangel.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere