Høje flammer: Brand i Roskilde Lufthavn

Telte til flyshow gik op i flammer

Brandvæsnet blev fredag morgen kaldt ud til en brand i Roskilde Lufthavn, hvor der var ild i flere udstillingstelte, oplyser politiet til Ekstra Bladet.

- Der er høje flammer og røg, men ifølge de meldinger, som jeg har fået, er der ikke fare for, at branden spreder sig.

- Der er heller ingen fare for de omkringliggende beboelser, siger vagtchef Lars Gallaz fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Meldingen om branden indløb klokken 4.45. En time senere var ilden under kontrol og brandvæsnet i gang med efterslukningen.

- To udstillingstelte er brændt, lyder det fra politiet, der peger på, at branden kan være udløst af en fejl i en el-installation.

Roskilde Lufthavn lægger fredag-søndag grund til Danmarks største flyshow, og det er i den forbindelse, at udstillingsteltene var stillet op.