Højesteret frifinder læge i sag fra Svendborg

En læge frifindes onsdag af Højesteret i en sag om en patient i Svendborg

En læge, som tidligere er blevet dømt for forsømmelighed i forbindelse med en patient i Svendborg, er i dag blevet frifundet af Højesteret.

De syv dommere var uenige om, hvorvidt lægen havde gjort sig skyldig i grov uagtsomhed og forsømmelse. Fire stemte for at frifinde hende, imens tre vil dømme.

Straffesagen drejer sig om et forløb i august 2013, hvor en patient blev indlagt på Svendborg Sygehus med store mavesmerter. Patienten havde diabetes, og lægen skulle angiveligt have bedt en sygeplejerske om at måle patientens blodsukker. Ordren blev ikke indført i journalen, og lægen fulgte ikke op på, om det var blevet gjort. Herefter døde patienten.

Sagen har vakt stor opsigt blandt lægens kolleger og andre i faget, da de mener sagen lige så godt kunne være sket for dem.

Derfor blev der startet en underskriftsindsamling under hashtagget #DetKuHaVæretMig, hvor læger og sygeplejersker i hele landet viste sin støtte støtter op om deres kollega.

Lægen er tidligere blevet straffet med en bøde på 5000 kroner af Østre Landsret. Det er hun nu frifundet fra.

Det eneste rigtige
Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, er glad og lettet over, at Højesteret har frifundet en læge i sagen, hvor en diabetespatient døde, efter at være blevet indlagt på Svendborg Sygehus tilbage i august 2013.

- Frifindelsen af den yngre læge i den såkaldte Svendborg-sag er en sejr for fornuften og det eneste rigtige udfald af denne sag, som er dybt ulykkelig.

- Først og fremmest for patienten og de pårørende, naturligvis, men den er også af principiel betydning for lægestanden, siger han i en pressemeddelelse.

Det ville have fået store konsekvenser for danske læger, hvis lægen var blevet kendt skyldig, mener formanden.

- Vi arbejder i en virkelighed, hvor vi skal tage beslutninger – nogle gange hurtigt og på et ufuldstændigt grundlag. Vi skal handle og er afhængige af hinanden og kolleger fra andre fag, siger han.

Den anklagede læge blev først frifundet i byretten.

Senere kendte landsretten hende dog skyldig i grov pligtforsømmelse, fordi hun ikke tydeligt nok fik ordineret blodsukkermålinger af den indlagte.

Men med Højesterets frifindelse er der med Andreas Rudkjøbings ord nu "kommet klarhed over juraen".

Højesteret lagde i sin afgørelse vægt på, at lægen ikke har handlet så uagtsomt, at der er tale om en grov forsømmelse eller skødesløshed.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere