Højgravid kvinde forsvandt - nu er hendes lig fundet uden baby i livmoderen

En mystisk og uhyggelig sag udspiller sig lige nu i den amerikanske delstat North Dakota

Efter flere dages intens søgen blev liget af 22-årige Savanna LaFontaine-Greywind fundet i en plastikpose ved den nærliggende Red River. Foto: Fargo Police Department/AP
Efter flere dages intens søgen blev liget af 22-årige Savanna LaFontaine-Greywind fundet i en plastikpose ved den nærliggende Red River. Foto: Fargo Police Department/AP

Da 22-årige Savanna LaFontaine-Greywind fra Fargo i den amerikanske delstat North Dakota, pludselig forsvandt 19. august, var hun gravid i ottende måned.

Den mystiske forsvinden satte straks en større eftersøgning i gang, og hundredvis af mennesker ledte efter hende. Otte dage efter Savanna LaFontaine-Greywinds forsvinden blev hendes lig fundet ved en flod af nogle kajakroere. Det skriver Washington Post.

Skulle hjælpe med sy-projekt
Ifølge politiet havde den unge pige sagt til sin familie, at hun skulle hen til en nabos lejlighed for at hjælpe med et sy-projekt. Siden da var der ingen, der så noget til hende, før hendes krop blev fundet i en plasticpose viklet ind i gaffertape, da den havde sat sig fast i en træstub ved flodens bred.

Savanna LaFontaine-Greywind var angiveligt blevet spurgt af en kvinde, som boede i lejligheden over hendes, om hun mod betaling ville agere model til en kjole, hun var i gang med at sy, skriver Chicago Tribune.

Da moren et par timer senere undrede sig over, hvor datteren blev af, gik hun op og ringede på hos overboen, men fik at vide, at Savanna LaFontaine-Greywind var gået.

Da vidste moren, at der var noget galt.

- Hun er gravid i ottende måned. Hendes fødder var hævede, så hun ville ikke have kastet sig ud i sådan at skulle gå. Der var pizza, som hun ikke havde spist. Hun ville ikke bare have forladt den kvindes lejlighed, siger moren, Norberta LaFontaine-Greywind, til det lokale medie. Derfor efterlyste hun senere samme dag datteren hos politiet.

Barn fundet i overbos lejlighed
I dagevis ledte man efter den højgravide mor, og tre gange gennemsøgte man også overboens lejlighed. Tre dage før fundet af den unge kvindes lig, gennemsøgte politiet lejligheden en fjerde gang, og her fandt  man et nyfødt, sundt og raskt barn. Barnet blev taget med på hospitalet og er nu i de sociale myndigheders varetægt.

Politiet fortæller, at beboerne i lejligheden, 38-årige Brooke Crews og 32-årige William Hoehn, har indrømmet, at der er tale om den 22-årige kvindes barn.  Barnet var ikke til stede i lejligheden de tre første gange, politiet troppede op på adressen med en ransagningskendelse.

- De tog min verden fra mig
Savanna LaFontaine-Grewinds kæreste, Ashton Matheny, fortæller, at han har fået taget en blodprøve, som skal vise, om han er far til det fundne barn, men der er endnu ikke kommet svar.

- Alt, jeg ville have, var et liv med Savanna og min baby. Men det har de taget fra mig. Min verden er forsvundet. De tog min verden fra mig, har kæresten udtalt til ABC.

De to beboere i lejligheden ovenpå Savanna LaFontaine-Greywinds og familiens lejlighed, har ifølge Chicago Tribune afgivet modstridende forklaringer til politiets efterforskere.

29. august marcherede beboere med bannere i en bønne-cirkel for afdøde Savannah LaFontaine-Greywind. Foto: Zuma Press
29. august marcherede beboere med bannere i en bønne-cirkel for afdøde Savannah LaFontaine-Greywind. Foto: Zuma Press
 

Ifølge 32-årige William Hoehn kom han hjem 19. august til 38-årige Brooke Crews, der var i færd med at vaske blod væk fra badeværelset.

- Dette er vores barn, dette er vores familie, skulle hun have sagt til ham, da hun viste en helt nyfødt pige frem.

William Hoehn, 32, og Brooke Cres, 38, er sigtet for at have planlagt mord, kidnapning, og for at have afgivet falske forklaringer til ordensmagten. Foto: Fargo Police Department)
William Hoehn, 32, og Brooke Cres, 38, er sigtet for at have planlagt mord, kidnapning, og for at have afgivet falske forklaringer til ordensmagten. Foto: Fargo Police Department)
 

Ifølge Brooke Crews forklaring, derimod, kom den 22-årige kvinde op i hendes lejlighed, hvor hun lærte hende, hvordan hun selv kunne sætte sin fødsel i gang. Derefter forlod hun lejligheden, og to dage senere kom hun tilbage og overrakte hende et nyfødt barn.

De to overboer er nu begge sigtet i sagen, og begge nægter at svare på flere af politiets spørgsmål.