Højrenationalist i heftig debat med indvandrerpolitiker

Daniel Carlsen fra Danskernes parti og SF's Özlem Cekic debatterer integration på Folkemødet. OBS: Live-udsendelsen er slut

Folkemødet 2015 byder i dag på flere kontroversielle talere.

Kl. 8.45 mødes Daniel Carlsen fra det højrenationalistiske Danskernes Parti med SF's Özlem Cekic til en debat om indvandring og integration, som formentlig ikke kommer til at løbe stille af sig.

Ordstyrer på debatten er Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen.

Cekic og Carlsen har begge tidligere deltaget i debatter i Ekstra Bladets tv-studie, men det er første gang de to mødes i en debat på LIVE-tv.

Ekstra Bladet er til stede ved debatten, og du kan se med LIVE her fra klokken 8.45.

Debatten mellem de to politikere fra hver sin fløj er dagens første kontroversielle indslag. Klokken 10 har Danskernes Parti inviteret Giorgos Epitideios fra det græske højreparti Gyldent Daggry til at diskutere international nationalisme, og klokken 13 mødes den hollandske politiker Geert Wilders med journalist og forfatter Flemming Rose til en diskussion om ytringsfrihed.

Artiklen opdateres løbende under debatten:

- Folkemødet handler om dialog, og jeg er ikke nogen struds. Derfor er jeg her i dag, sagde Øzlem Cekic.

Debatten styres af Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen.

- Det er jo netop derfor vi er her i dag. Det er for debatten. Det er en underlig holdning til demokrati, når der partier med andre holdninger end de gængse, at det så er problematisk, og at der så drøftes om vi er velkomne eller ej, sagde Daniel Carlsen.

- Jeg føler mig som dansker, skal jeg så smides hjem, spørger Øzlem Cekic.

- Som udgangspunkt ja, det handler om, at der ikke skal ske en befolkningsudskiftning. Det handler ikke om, at man er jøde eller muslim, det handler om Danmark, siger Daniel Carlsen.

Selv om det er tidligt om formiddagen, så er debatteltet fyldt til randen.

- Det handler om, at ikke-vestlige indvandrere skal sendes hjem. hvis ikke man ikke mindst en dansk forælder, siger Daniel Carlsen.

- Vi går ind for religionsfrihed. Det handler om ophav, ikke religion, siger Daniel Carlsen.

- Nedlæg Integrationsministeriet og erstat det af et Hjemsendelsesministerium, siger Daniel Carlsen.

- Dine holdninger er gyselige. Dine holdninger minder om Erdogans regime. Der hører du faktisk mere hjemme. Det er samme holdninger, siger Øzlem Cekic.

- Jeg har strakt mig utroligt meget for at komme her, siger Øzlem Cekic.

- Du har udtalt, at ikke-vestlige børn har mindre IQ, men det handler om ytringsfriheds og demokrati, siger Øzlim Cekic.

- Jeg har lige debatteret med nogle salafister. Du har samme slags tankegang som dem, siger Øzlem Cekic.

- Det er en sær tankegang. Jeg støtter eksempelvis også, at kurderne skal have deres eget hjemland. Vi har ikke noget mod andre kulturer eller andre mennesker - at de ikke kan komme her på besøg, siger Daniel Carlsen.

Debatten er hård og skarp. Der klappes og hujes blandt publikum. Nogle støtter Daniel Carlsen, mens andre støtter Øzlem Cekic.

Der er allerede varmt i teltet.

- Det generelle billede er, at hvis der ikke var folk med minoritetsbaggrund i Danmark, så ville samfundet bryde sammen, siger Øzlem Cekic.

- Du undgår at se på det generelle billede. Det handler jo ikke om, at vi vil udsende et sødt menneske som dig. Men det er nødvendigt, at vi gøre noget ved problematikken omkring det multietniske samfund, siger Daniel Carlsen.

Daniel Carlsen er iført gråt jakkesæt, lyseblå skjorte  og rødt slips. Øzlem er klædt mere sommerligt i løsthængende hvid skjorte og sorte bukser.

- du ønsker at indføre apartheid, siger Øzlem Cekic.

- Nej, det er ikke det, det handler om, siger Daniel Carlsen.

Begge debattører er tændte. De afbryder jævnligt hinanden.

- Hvad er dit forbillede - hvilket land, spørger Poul Madsen.

- Jeg vil pege på Japan, der er en stor økonomi. Og de har en fornuftig udlændingepolitik, hvor de tager måske tre indvandrere ind om året, siger Daniel Carlsen.

- Mit forbillede er Danmark med demokrati og rummelighed og rettigheder for kvinder og ytringsfrihed, siger Øzlem Cekic.

Nu er der spørgsmål fra publikum. Den første spørger mener ikke, Poul Madsen har været upartisk som ordstyrer i debatten. Der har været slagside, hvor Madsen har taget parti for Cekic.

- Går du ind for det, der står i koranen, lyder det efterfølgende spørgsmål.

- Det samme spurgte salafisterne om i går. Det handler om, hvordan man tolker indlægget, svarer Øzlem Cekic.

- Må danskerne bosætte sig i andre lande, lyder spørgsmålet til Daniel Carlsen.

- Det må være op til det pågældende land at beslutte, svarer Daniel Carlsen.

1 af 2 Daniel Carlsen er formand for Danskernes Parti. (Foto: Jakob Jørgensen)
2 af 2 
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere