Holdt ven fanget efter trafikuheld: Truede med at hugge hans fingre af

En 36-årig mand er blevet idømt ni måneders fængsel efter han frihedsberøvede en bekendt og udsatte ham for vold og trusler, hvis ikke han betalte for skaderne på en bil

Et spørgsmål om penge mellem venner betød, at en 36-årig mand onsdag sad på anklagebænken i Retten i Randers.

Han blev idømt ni måneders fængsel for frihedsberøvelse, vold, trusler og brud på færdselsloven efter at have tilbageholdt en bekendt og blandt andet truet med at hugge hans fingre af med en økse.

Den 36-årige mand nægtede sig skyldig i størstedelen af tiltalepunkterne, men retten fandt alligevel, at der var grundlag for at idømme ham en fængselsstraf.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Episoden, der førte til den 36-åriges dom, udspillede sig 20. juni 2018 i Ebeltoft.

Den 36-årige og hans bekendte, en 55-årig mand, var ude og køre i den 36-åriges bil. De var begge påvirkede, og turen endte brat, da den 55-årige kørte galt i bilen.

De to tog en taxa tilbage til Ebeltoft, og her forlangte den 36-årige mand, at hans ven betalte for skaderne på bilen.

Slog og truede
Da den 55-årige ikke kunne betale, blev han tilbageholdt af den 36-årige, der begyndte at slå ham.

Han prøvede flere gange at flygte, men hver gang fik den 36-årige fat i ham igen og udsatte ham for forskellige former for vold.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at den 36-årige mand på et tidspunkt fandt en økse frem. Først smadrede han den 55-åriges nye telefon, og bagefter truede han med at hugge en finger af ham for hvert minut, der gik, hvis han ikke skaffede pengene.

I sin arrigskab kom den 36-årige også til at smadre et fjernsyn, som han ligeledes forlangte, at den 55-årige skulle betale for.

Da den 55-årige mand efter flere timer fik lov at gå, måtte han behandles på skadestuen for en større skade i benet. På resten af kroppen havde han mindre skader fra de slag og spark, han var blevet udsat for.

Udover at blive idømt en fængselsstraf for frihedsberøvelse, vold, trusler og flere forskellige færdselsforseelser, har den 36-årige mand fået frakendt sit kørekort.

Han har også fået en både på 16.000 kroner, og så har han fået en advarsel om udvisning af landet, hvis han bliver dømt for kriminalitet igen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere