Hollænder anholdt for indsmugling af 160 kilo hash

Fremstilles onsdag i Retten i Aarhus

En 39-årig hollandsk statsborger er blevet anholdt og sigtes nu for at have smuglet 160 kilo hash ind i Danmark.

Han sigtes også for hæleri af 2,1 millioner kroner, som angiveligt stammer fra  narkokriminalitet.

Hollænderen bliver fremstillet klokken 12.00 onsdag i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.

Det er Særlig Efterforskning Vest - en politi-enhed der arbejder med organiseret kriminalitet på tværs af politikredsene - som har forestået efterforskningen.

I samme sag sidder en 48-årig dansk statsborger varetægtsfængslet, mens en 50-årig hollandsk statsborger i juli blev idømt to års fængsel og udvisning af Danmark for at været med til at smugle 60 kilo hash fra Holland til Danmark. 

Begge mænd blev anholdt i maj ved en aktion i Hedehusene og Rødovre, og det er altså under efterforskningen af den sag, at den 39-årige hollænder nu også er blevet anholdt.