Hollandsk rockerkonge atter i Danmark til klubåbning

Har åbnet afdelinger for to forskellige klubber i Danmark på to år

Henk Kuipers var tidligere i Satudarah - nu er han skiftet til No Surrender MC.
(Foto: Anthon Unger)
Henk Kuipers var tidligere i Satudarah - nu er han skiftet til No Surrender MC. (Foto: Anthon Unger)

Det er anden gang på godt to år, at hollænderen, Henk Kuipers, er i Danmark for at åbne en ny rockerklub.

I 2013 deltog han som centralt medlem af Satudarah i festlighederne, da den klub fik dansk afdeling i Bagsværd. Dengang var en af de ledende figurer i Satudarah.

Siden skiftede han rygmærke, og tirsdag aften var han i Brøndby, hvor hans nye klub, No Surrender MC, nu har åbnet første, danske afdeling.

Dermed er han den danske rockerverdens ukronede godfather.

Selvom han har skiftet rygmærket ud, nægter han, at det har givet ham problemer:

- Jeg har ingen problemer med nogen som helst.

Sådan lød beskeden fra den nye rockerklub No Surrenders Europa-kaptajn, Henk Kuipers, da Ekstra Bladet mødte ham i det nye klubhus i Brøndby på Københavns Vestegn.

Danske og udenlandske No Surrender medlemmer samlet i klubhusets bar i Brøndby. (Foto: Anthon Unger)
Danske og udenlandske No Surrender medlemmer samlet i klubhusets bar i Brøndby. (Foto: Anthon Unger)

Henk Kuipers havde taget turen fra hjemmebanen i Holland for at aflægge sine brødre i Danmark et kort, men populært visit på en aften, hvor både tyrkiske og hollandske medlemmer var mødt frem.

I den forbindelse afviste han al snak om, at No Surrender er i konflikt med Satudarah, hvor han ellers selv var præsident indtil for blot et års tid siden.

EKSTRA Køb Ny rockerklub på fremmarch

Han forlod den hollandske rockerklub og tog omkring 100 af sine brødre med. Ifølge eget udsagn skyldes hans exit, at Satudarah var blevet for gammeldags.

- Der er en anden slags broderskab. En anden måde at tænke på og en anden måde at gøre tingene på. Vi er ikke styret af en person. Vi er en rigtig motorcykelklub uden en fyr, der fortæller alle, hvordan de skal gøre, fortalte han fra klubhusets kontor, mens techno-musikken bragede fra det tilstødende festlokale.

Flere af No Surrenders danske medlemmer har fortid i både bandegrupperinger og andre rockerklubber.

- Når folk ikke er tilfredse i deres klub, så tager de til en anden klub. Når man ikke er tilfreds, så går man.

Foran indgangen til det nye klubhus, der ligger blandt ganske almindelige industribygninger, bliver man med det samme mødt af agtpågivende, hærdebrede rockere med tatoveringer og læderveste.

Det har fået Københavns Vestegns Politi til at holde et vågent øje med huset, men det er ifølge No Surrenders ’Captain of Europe’ fuldstændig spild af tid.

- Det koster en masse almindelige mennesker mange penge, at politiet bruger så meget tid på så få mennesker.

- Der er politifolk nok i Danmark. Hvorfor bekymrer de sig om os? Der er ingen grund til at behandle os som kriminelle, før vi gør noget. Hvis jeg gør noget ulovligt, så kan de behandle mig som en kriminel.

Et par timer efter, at festen i klubhuset sluttede, kom politiet på ubudent visit. Her gennemførte de en ransagning og fandt en skarpladt pistol.

112 - 16. sep. 2015 - kl. 12:50 Nye rockere anholdt - sigtes i sag om knivstik

Baggrunden for politiets visit var, at de ledte efter mistænkte til et knivstikkeri tidligere på året.

Fire rockere fremstilles fredag i grundlovsforhør i den sag.