Hospitalsdirektør forarget: Tyv byttede sprit ud med vand

Regionshospitalet i Randers skærper kontrol efter håndsprit-tyverier

Håndsprit er i høj kurs i øjeblikket. I så høj grad at nogen svage sjæle gør sig til tyv for de desinficerende dråber. Det oplever de også på Regionshospitalet Randers.

Her har en tyv gjort sig særligt dårligt bemærket i denne uge. Det fortæller regionsdirektøren, Jonas Dahl, til TV2 Østjylland.

- En person havde tømt spritbeholderen og hældt vand i den i stedet. Sådan noget gør mig vred, for det kan jo være farligt for alle andre, siger direktøren og fortsætter:

- Hvis en ansat tror, at personen har desinficeret sine fingre, men den så ikke har det, kan smitten jo bæres ind andre steder.

Ud over det særligt slemme tyveri så har hospitalet den seneste tid oplevet at få stjålet flere beholdere med håndsprit.

Derfor øger man nu kontrollen.

- Vi skærper kontrollen ved indgangspartier, og har også måtte lukke nogle. Det er for at beskytte patienterne og medarbejderne, siger Jonas Dahl.

Han ærgrer sig over folks tankeløshed.

- Jeg ved godt, at man gør det for at beskytte sig selv, men det dur bare ikke. Vi har virkelig brug for håndsprit. Og det trick med at hælde vand over i en beholder, det er bare dumt, siger hospitalsdirektøren til TV2 Østjylland.

Heldigvis er det kun et fåtal, der ifølge Jonas Dahl opfører sig idiotisk.

Langt hovedparten er forstående over de udfordringer, som sundhedspersonalet står over for under coronakrisen.

- Vi har aflyst planlagte operationer og løber ekstra stærkt for tiden. Men langt de fleste anerkender personalet og har respekt for de tiltag, vi tager, og de krav vi sætter, fortæller Jonas Dahl.