Hotel-chef: Vi undersøger danskerdrab

På luksushotellet Sangri-La er der stadig ikke klarhed over, hvor mange dræbte og sårede, der er efter søndagens bombeangreb

Ekstra Bladets reporter Jonas Skov giver seneste nyt fra Sri Lanka. Video: Anthon Unger

SRI LANKA (Ekstra Bladet): Da Ekstra Bladet mandag middag lokal tid ankommer til luksushotellet Sangri-La i hjertet af Sri Lankas hovedstad, er alt stadig kaos.

Bevæbnede soldater patruljerer foran hotellet og et bombekrater i bygningens facade vidner om, at det eksklusive hotel mandag var et af de mål, endnu ukendte gerningsmænd søndag morgen hensynsløst bombede.

- Vi har endnu ikke overblikket over, hvor mange dræbte og sårede der er blevet ofre for bomberne på vores hotel, fortæller Shangri-Las direktør for public relations, Mahika Chandrasena, mandag foran hotellet til Ekstra Bladets udsendte.

Hun fortæller, at Sangri-La blev ramt af to bomber, der blev udløst på næsten samme tid.

Bomberne befandt sig begge i en af hotellets restauranter.

Oplevede bomberne
Hun oplevede selv, hvordan bomberne rystede hotellet og på et splitsekund forvandlede den årlige påskefrokost til at dødbringende inferno af splintret glas og murbrokker.

- Jeg havde lige været i kirke, der ligger op af hotellet og var på vej tilbage, da jeg hørte bragene.

I første omgang ænsede hoteldirektøren ikke de voldsomme brag.

Det var der ikke noget usædvanligt i, fordi byen i disse år er centrum for et voldsomt byggeboom. Men da røgen og skrigene begyndte at brede sig, var hun klar over, at noget var helt galt.

- Jeg har været inde i krateret. Det er ikke noget særligt behageligt syn, siger hun uden i øvrigt at ville uddybe yderligere.

Dansk tragedie
Netop Shangri-La luksushotellet er blevet centrum for den danske dækning af tragedien.

Det var med al sandsynlighed her, at den danske milliardær Anders Holck Povlsen og familien befandt sig, da i alt to bomber ramte hotellets restaurant.

Mandag bekræftede Communication Manager i Anders Holck Povlsens modemastodont Bestseller, at tre ud af familiens fire børn er blevet dræbt i forbindelse med angrebene.

Søndag fortalte øjenvidnet, Kieran Arasaratnam, hvordan tre danske børn var omkommet i eksplosionerne på Sangri-La.

Stadig savnede gæster
Men da Ekstra Bladet mandag spørger hotellets public relations-direktør om den danske familie, kan hun ikke fortælle, præcis, hvad der er blevet af dem:

- Der er stadig gæster, der ikke er fundet endnu. De kan ligge på hospitaler, vi ikke er bekendte med, eller de kan have forladt landet uden at oplyse os om det. Det arbejder vi på at finde ud af nu, siger Mahika Chandrasena.

- Vi undersøger, hvad der er blevet af dem, tilføjer hun.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere