Hotel i shitstorm: Vagter gik amok på kærestepar i ferieparadis

En viral video viser, hvordan vagter holder fast i ungt kærestepar og uddeler tæsk til fyren. Hotellet er endt i en led shitstorm på Facebook

Se den voldsomme video her. Video: Jakub Matekjo

Den britiske turist Jakub Matejko har optaget en video, der de seneste dage har fået over tre millioner visninger og udløst massiv vrede mod et hotel på Mallorca og deres vagter.

I videoen ser man, hvordan vagterne holder et kærestepar fast mod jorden, og manden bliver tildelt flere slag i ansigtet. En anden vagt skubber til kvinden og lægger sig ovenpå hende for at holde hende nede.

Der er ikke helt enighed mellem parterne om, hvad der førte til, at hotelvagterne kom i voldsom konflikt med det britiske kærestepar, der er identificeret som Alex Henderson og Robbie Hofmann.

Modstridende forklaringer
Turisten Jakub Matejko skriver, at en af vagterne slog Robbie Hofmann, fordi hun kastede en plastikkop efter ham, og at det fik hendes kæreste til at skride ind.

Ifølge Robbie Hofmann selv kastede hun ikke koppen efter en vagt, men mod en busk ved siden af ham, fordi hun var frustreret over, at vagterne skubbede til dem for at få dem til at forlade området. Ifølge Robbie Hofmann gik de 'åbenbart' for langsomt mod udgangen.

- Vi opførte os på ingen måde som de respektløse idioter, vi blev behandlet som, skriver hun på Facebook.

Ifølge BH Mallorca Hotel startede konflikten, fordi parret nægtede at forlade hotellet, som de ikke boede på. De forsøger dog fortsat at finde ud af præcis, hvad der gik galt forud for videooptagelsen.

- Gæsterne boede ikke på BH Mallorca, de var på besøg for en dag og nægtede at gå ved lukketid, lyder udtalelsen fra hotellet på Facebook.

Hotellet oplyser samtidig, at vagterne er fra et eksternt firma, og at de ikke længere må arbejde på hotellet. Politiet er på sagen, lyder det.

Tusindvis af 1-stjernede anmeldelser
Videoen har skabt en voldsom shitstorm mod hotellet på Facebook, hvor flere tusinde mennesker har været inde og give hotellet en stjerne på baggrund af episoden.

- Jeres hotel stinker! Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad turisterne har eller ikke har gjort, jeres ansatte udviste fuldstændig jammerlig, foragtelig og kriminel opførsel, lyder en anmeldelse blandt andet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere