'Hun fik som fortjent': Breve belaster 'Drenge-Betinas' mordtiltalte

Anklageren har seks konfiskerede breve, der stiller Betina Emilie Jensens drabsmand i et meget uheldigt lys

Betina Emilie Jensen. Privatfoto
Betina Emilie Jensen. Privatfoto

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet):

Seks beslaglagte breve, anklager Mette Lorentzen netop har læst op fra i Københavns Byret, belaster den 29-årige mand, der sidder tiltalt for drab på Betina Emilie Jensen, også kaldet 'Drenge-Betina'.

Den 29-årige har erkendt, at han 26. november sidste år stak hende ihjel med 29 knivstik, men fastholder, at han var lokket i baghold af den nu afdøde kvinde.

Det bekræftes delvist af breve, der er konfiskeret, mens han har siddet varetægtsfængslet, men sprogbrugen og hans tilsyneladende ligegyldighed over for det voldsomme drab kan vise sig at få betydning for de nævninge, der skal være med til at beslutte, hvilken dom han skal have.

Betina Emilie Jensen blev Danmarksmester i thaiboksning i 2008. Sidste år blev hun stukket ihjel. (Privatfoto) Krimi Derfor blev 'Drenge-Betina' dræbt

I det første brev, beslaglagt 4. december 2014, skriver han blandt andet:

'Hun ligger, som hun har redt, den lille luder.'

I et andet brev fortsætter han i samme stil:

'Hun fik som fortjent, den er ikke længere. Uheldigt, at det var mig, der blev lokket i baghold.'

'Hun fik nogle piger til at lokke mig over til fest, hvor hun stod gemt i mørket og røg på mig.'

Se også: Retsmediciner om 'Drenge-Betina': Det var en meget svær undersøgelse

I et tredje brev, til et familiemedlem, er han mere undskyldende:

'Klappen går ned, når jeg bliver rigtigt sur. Og så er det desværre ude af mine hænder. Men jeg er utroligt ked af det på min mors vegne og på jeres vegne. Jeg har selv valgt at leve, som jeg gør, og jeg har ikke ondt af mig selv.'

Anklageren kunne ikke læse alle passager i de håndskrevne breve, og den 29-årige, der er fra det kriminelle miljø omkring Christiania, udviste ikke den store lyst til at hjælpe hende.

Se også: Stak 'Drenge-Betina' ihjel: Jeg frygtede for mit liv

I et af brevene står følgende dog klart nok til at læse:

'Jeg er sigtet for drab på mande-Betina, den lille luder, hun sprang på mig, og så fik hun som fortjent. Så får jeg nok en 8-12 år for den møgso, helt perfekt.'

Brevet underskriver han 'Mureren' og slutter med 'Fronten Forever'.

Fronten er den del af Christiania, hvor pusherne holder til, og samtidig betegnelsen for den gruppe af unge voldsparate mænd, der beskytter pushermiljøet og tager konfrontationerne, når de kommer.

Se også: Veninde så drabet på 'Drenge-Betina': Hun var trængt op i en krog

I fjerde brev, stilet til en café, beklager han derimod drabet på Betina Emilie Jensen, da de påtænkte modtagere af brevet også kendte hende.

I det femte brev, stilet til en ung kvinde, skriver han:

'Mit temperament springer i luften, når jeg bliver sur, og det kan man roligt sige, jeg gjorde den aften. Men jeg håber også, at du ved, at jeg ikke kunne finde på at gøre det ved andre end mine fjender.'

39-årige Betina blev i 2008 dansk mester i thaiboksning. Hun var kendt som 'Drenge-Betina' og 'Van Damme'. (Privatfoto) Krimi Dansk mester stukket ihjel

I det sjette og sidste brev skifter tonen imidlertid igen, og den 29-årige afslører sin voldelige natur, der også bekræftes af tidligere domme for vold og besiddelse af knive, pistoler og knojern.

'Af alle de mennesker, jeg har smadret, banket og stukket ned, så skulle det vel gå galt på et tidspunkt. Bare ærgerligt, det blev på grund af den lille luder.'

Betina Emilie Jensen blev i 2008 dansk mester i thaiboksning. (Privatfoto) Krimi Barske Betinas brutale liv

I brevet underskriver han sig 'Natural Born Killer' efterfulgt af en smiley.

Foreholdt brevene benægtede den mordtiltalte mand ikke, at han har skrevet dem, men han lagde vægt på, at noget af det, der kan virke særligt barskt, var 'ment sarkastisk'.

Den 29-årige kræves idømt forvaring.