Hun gemte sin mands lig i 18 år: Mystisk mordvåben afsløret

Nye oplysninger er kommet frem i en opsigtsvækkende sag om en kvinde, der er mistænkt for at have myrdet sin mand og gemt liget i 18 år

Den hovedmistænkte på mordet af John Sabine (til venstre) er hans hustru (til højre) (Foto: South Wales Police)
Den hovedmistænkte på mordet af John Sabine (til venstre) er hans hustru (til højre) (Foto: South Wales Police)

Tilbage i december skrev flere medier historien om engelske John Sabine, der havde været forsvundet sporløst siden 1997, men hvis lig blev fundet i et skur tre uger efter hans kones død. Nu ser mordvåbnet ud til at være identificeret efter obduktionen. Det skriver Daily Mail.

Konen, Leigh Sabine, er hovedmistænkt for at stå bag mordet, og i marts kom det frem, at hun kort efter mandens forsvinden overfor en veninde havde joket med, at det var hende, der havde slået sin mand ihjel.

Ifølge Daily Mail havde hun sagt til veninden, at 'han drev hende til vanvid', og at hun derfor havde slået ham ihjel med en frøfigur af sten, der stod ved parrets seng.

Veninden tog det ikke seriøst, da hun tænkte, at det var for langt ude - men da liget blev fundet, skyndte hun sig at kontakte politiet med sine oplysninger.

Se også: Mand fundet som lig efter 18 år

Mørkegrøn frø af sten
Obduktionen af John Sabine i denne uge har nu vist, at det med al sandsynlighed rent faktisk var en mørkegrøn frø af sten, der smadrede hans kranie og at de store skader i hovedet førte til, at han døde.

- Frøen vejede 1,1 kilo og var 14 centimeter lang. Formen på frøen matchede med brudene, siger retsmediciner Richard Jones til avisen.

- Et enkelt slag med dette objekt kan være skyld i alle kraniebrudene. Det er alvorlige skader og kan nemt medføre døden, siger han.

Havde stadig pyjamas på
Obduktionen viste ligeledes, at John Sabines lig var blevet 'mumificeret' med 50 lag af tagpap og plastikposer, og derfor var kroppen stadig relativt velbevaret efter de 18 år, lød det fra retsmedicineren.

John Sabine havde stadig sin pyjamas fra kæden Marks & Spencer på, da han blev fundet.

Konen døde selv af kræft sidste år, og det var altså tre uger efter hendes død, at mandens lig blev fundet.

Inden sin død havde Leigh Sabine angiveligt sagt til naboerne, at hun havde et kunstigt skelet i hjemmet, som hun havde brugt tidligere i sin uddannelse som sygeplejerske.

Det var, da naboerne begyndte at flytte hendes ting, at de fik mistanke til skelettet og opdagede, at der var noget galt.

De retslige undersøgelser er endnu ikke afsluttet, skriver The Telegraph.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere