Hundedyrt: Barske køtere skal stoppe indbrudstyve

Mød Storbritanniens mest barske - og måske dyreste - hunde, skolet til på kommando at 'wrestle' en pistol fra en angribende person eller brutalt at stoppe en ubuden gæst

De ser både glubske og farlige ud - og det er de sådan set også. I hvert fald hvis du er indbrudstyv eller på anden måde ubuden gæst. Og de går da også under titlen 'Storbritanniens mest barske hunde'.

Hver dag trænes de intenst af specialister på området til at kunne overfalde og nedlægge alt det, de får besked på.

De glubske firbenede sælges for op mod 20.000 pund - svarende til lidt over 200.000 danske kroner - og kunderne omfatter højtstående kendte personer, rige privatpersoner, fodboldspillere fra den engelske Premier League med flere.

Verden på vrangen - 26. jul. 2015 - kl. 13:39 Søde og værdifulde: Verdens største pitbull har fået hvalpe

Det er de professionelle hundetrænere Robert Dye på 30 år og Leedor Borlant på 25 år, der sammen styrer centeret 'Protection Dogs UK'.

Duoen, der til daglig bor i Bradford, rejser verden rundt for at opkøbe hunde fra lande som Serbien, Tjekkiet, USA og Rusland for derefter at bringe dem tilbage til Storbritannien og træne dem til at være højtprofilerede 'beskyttelseshunde'.

- Det er vanskeligt at udvælge hundene. Det handler om temperament og hundenes stamtavler. Vi kan sagtens se 100 hunde og kun komme tilbage med én.

- Vi ser ikke efter 'onde' eller aggressive hunde. Vi vil have stærke og stabile hunde, fortæller Leedor Borlant, der gør sit ypperste for at opfylde kundernes ønsker.

- Nogle ønsker en grundlæggende lydig hund, der kan bide på kommando og give slip på kommando, mens andre er i situationer, hvor de frygter for deres liv og derfor ønsker en mere trænet hund. Så går prisen op, siger han.

Leedor Borlant fortæller, at duoen eksempelvis har haft en kunde, som har oplevet at blive overfaldet og bundet i sit hjem og tvunget til at åbne sit pengeskab. De var ifølge hundetræneren efterladt i huset i tre dage, før de blev fundet.

Lisa Grennan med kæmpehunden Hulk. Samfund - 3. mar. 2015 - kl. 14:27 Mød Hulk - verdens største pittbull

Ikke overraskende får Robert og Leedor ofte henvendelser fra kriminelle, og derfor er de nødt til at tjekke folk grundigt, inden de siger ja til en kunde.

På trods af hundenes 'vildskab' understreger hundetrænerne, at deres dyr er sikre, og at de sagtens kan omgås børn.

- Vi tager beslutninger for hunden, og hunden ser efter hos os, hvad den skal gøre, i modsætning til en hund, der bare aggressivt bider alle, siger Rob.

Mød Leedor og Rob og de farlige hunde i videoklippet over artiklen.