Hval parteret med rendegraver: Derfor flyttede politiet afspærring

En stor kaskelothval ved Fanø er ved at blive parteret. Den er delvist gået i forrådnelse, og stanken flytter afspærringen

En rendegraver er ved at skære en rådden hval op på Fanø. Stanken har flyttet afspærringen. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.
En rendegraver er ved at skære en rådden hval op på Fanø. Stanken har flyttet afspærringen. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.

Feriegæster flokkes om den 12 meter lange kaskelothval, som strandede på Fanø natten til onsdag. Men for kort tid siden er de nysgerrige mennesker blevet bedt om at træde et par skridt tilbage.

Hvalen, der lige nu er ved at blive parteret med en rendegraver, er nemlig gået delvis i forrådnelse. Syd- og Sønderjyllands Politi har flyttet afspærringen på grund af stanken.

- Opskæring af hvalen på Fanø giver anledning til betydelige lugtgener. Afspærring er derfor udvidet, skriver politiet på Twitter.

Se også: Ledte efter rav og fandt en hval: Den lugter

Allerede torsdag fortalte skovrider Ulrik Lorenzen fra Skov- og Naturstyrelsen, at stanken var rædselsfuld.

- Jeg skal hilse og sige, at den lugter rædselsfuldt. Sådan nogle hvalgasser er både søde og fedtede i lugten, og det sidder fast. Jeg kørte forbi med åbne vinduer i min bil i går, og lugten sidder stadig i bilen, forklarede han.

- Og hvis man får sådan nogle bakterier med sig hjem, så kan man altså godt få det lidt dårligt, siger Ulrik Lorenzen.

Bliver parteret med særlig kniv
Skov- og Naturstyrelsen har haft en smed til at udvikle en særlig kniv, som kan spændes fast på en af rendegraverne.

- Der er ingen, der vil have skelettet af hvalen, så derfor får vi en maskine til at skære dyret i tre, fire, fem stykker, og så kan vi håndtere dem med håndkraft. Men det er rigtigt, at vi mange gange parterer dyret med håndkraft, sagde skovrideren torsdag.

Ingen museer har været interesserede i at få skelettet, og derfor bliver dyret destrueret. At lave et komplet skelet ud af sådan et dyr koster også en hel million, fortalte Ulrik Lorenzen.

Selvom hvalen strandede onsdag, så spillede højvandet Skov- og Naturstyrelsen et pus. De måtte derfor vente med at trække hvalen i land til torsdag.

Mens det var lavvande gik fire rendegravere så i gang med at hive hvalen ind på stranden, men det er åbenbart ret vanskeligt sådan at slæbe en kaskelothval i land.

Se også: 12 meter lang hval strandet ved Fanø

De fire rendegravere blev med torve spændt fast til halen på hvalen, men det lykkedes altså ikke at trække det store dyr op.

 

Man måtte derfor ændre strategi. Det resulterede i, at de fire store rendegravere blev kørt om bag hvalen og linede sig op på siden af kaskelotten. Derfra brugte de skovlene på rendegraverne til at trille hvalen ind på det tørre sand.

- Rendegraverne måtte simpelthen trille hvalen ind som en pølse, man triller hen ad gulvet. Den skal jo trilles en helt kilometer, fordi Vadehavet er så stort, så det har været et stort stykke arbejde, sagde Ulrik Lorenzen.

 

Formentlig død af stranding
Skovrideren fra Skov- og Naturstyrelsen forklarer, at det ikke er første gang, der er set hvaler på Vestkysten.

- Normalt er det mindre hvaler som marsvin og delfiner, vi ser, men for nogle år siden strandede der ikke mindre end tre kaskelotter ved Henne Strand. Et år havde vi seks hvaler på en gang, det var et kaos, sagde Ulrik Lorenzen.

Nu skal der tages prøver fra hvalen, så dødsårsagen kan fastlægges.

- Hvalen har været død i noget tid. Formentlig er den strandet et sted og kommet med højvandet herind. Hvaler dør ofte af stranding, fordi de skal have vand omkring sig for at overleve. Ellers bliver organer og knogler knust, når de ligger på et hårdt underlag, forklarede skovrideren.

Det er normalt unge hanner, der strander.

- Det er formentlig, fordi de kommer mere omkring end hunnerne. Vi har en teori om, at hvaler har svært ved at navigere rundt i Nordsøen, og derfor ser vi altså strandingerne af de unge hanner her, sagde Ulrik Lorenzen.

Ingen eksplosionsfare
Flere husker billeder af hvaler, der eksploderer, efter de har ligget noget tid på stranden. Ulrik Lorenzen tror dog ikke, det kommer til at ske denne gang.

- Mange af gasserne er kommet ud gennem munden, da vi rullede den, som en rigtig dårlig ånde. Det lugter virkelig dårligt, sagde  Ulrik Lorenzen.

1 af 3 
2 af 3 
3 af 3 En rendegraver er ved at skære en rådden hval op på Fanø. Stanken har flyttet afspærringen. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere