Hvor kommer de tyske turister fra?

Steen Hollesen har iagttaget turister i Danmark, selvom grænserne er lukkede

Campingpladserne og sommerhusene er ikke fyldt med tyske turister, efter at Mette Frederiksen (S) lukkede grænserne 14. marts. Men nogen er der. Billedet her er af ældre dato og har ikke noget med den nuværende situation at gøre. Arkivfoto: Ernst van Norde
Campingpladserne og sommerhusene er ikke fyldt med tyske turister, efter at Mette Frederiksen (S) lukkede grænserne 14. marts. Men nogen er der. Billedet her er af ældre dato og har ikke noget med den nuværende situation at gøre. Arkivfoto: Ernst van Norde

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke begynde at tale om, hvornår Danmark vil genåbne grænserne.

- Vi kommer ikke til at sætte en dato for grænsespørgsmålet i morgen. Det er for tidligt, sagde hun sent onsdag aften.

Grænserne er som udgangspunkt lukket for alle, der ikke er danske statsborgere eller har et anerkendelsesværdigt formål.

Derfor undrer det også Steen Hollesen fra havnebyen Bandholm på det nordlige Lolland, at han de seneste uger er rendt ind i en hel del tyske turister.

- De begyndte at komme efter påske, da det blev godt vejr, og det har jeg som sådan ikke noget imod. Hvad jeg har noget imod er, at Tyskland snart åbner grænserne, mens Danmark holder igen. På den måde sender regeringen potentielt alle danske turister til Tyskland, mens turistindustrien og sommerhusudlejerne herhjemme mister deres indtægter, siger den 70-årige pensionist til Ekstra Bladet.

Vil til Sverige
Han har ingen som helst lyst til at angive hverken tyskere, danskere eller andre, der opholder sig i området, men er to måneder efter nedlukningen så mismodig over tingenes tilstand, at han må have luft.

- Min kone er svensker og vil gerne besøge sin 80-årige mor, som bor på plejehjem, men det og meget andet fraråder regeringen og myndighederne. Det har vi derfor afstået fra, selvom det er velbeskrevet, at danskere valfarter til Sverige for at gå til frisør, på restaurant og meget andet. Dertil kommer de 5000, som pendler dagligt mellem Sverige og Danmark, siger Steen Hollesen.

Han forudser, at danskere også vil benytte muligheden for at drage mod Tyskland for at handle, mens tyske turisters mulighed for at komme til Danmark altså fortsat står hen i det uvisse.

- Og så peger danskere fingre ad Sverige, fordi de har valgt at håndtere coronakrisen på en anden måde, mens man sidder herhjemme og pudser glorien med såkaldt lukkede grænser, som alligevel ikke lader til at være så åbne, som man gerne vil give indtryk af.

Den seneste af flere tyske autocampere, som Steen Hollesen så i Bandholm forleden, indeholdt et par og en hund.

- Er du sikker på, det ikke var danskere?

- Ja, de talte tysk. Og det skal de have lov til, ligesom vi skal have lov til at tage til Tyskland og Sverige. Jeg er så træt af det og spørger mig selv: 'Hvor blev friheden af'.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Politi: Nye turister ingen adgang

Ifølge politiinspektør Kim Kliver bliver alle køretøjer, der kommer med færge fra Tyskland, kontrolleret. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ifølge politiinspektør Kim Kliver bliver alle køretøjer, der kommer med færge fra Tyskland, kontrolleret. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
 

Politiinspektør ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi og ansvarlig for grænsekontrollen i politikredsen Kim Kliver kender ikke til, at der skulle være kommet tyske turister ind i landet via Gedser eller Rødby Havn.

- Men det er da interessante oplysninger, som vi gerne vil undersøge nærmere. I og med at der er indført fuld grænsekontrol, er det sådan, at medmindre man har et anerkendelsesværdigt formål, må kan ikke rejse ind i landet. Og almindelig turisme er ikke et anerkendelsesværdigt formål, siger han til Ekstra Bladet.

Ifølge politiinspektøren kontrolleres alle køretøjer, der kommer med færge fra Tyskland, og flere bliver afvist dagligt.

- Hvad sker der, hvis der alligevel er sluppet tyske turister ind i landet?

- Så vil jeg sikre mig, at loven er overholdt, siger Kim Kliver, der ikke direkte ønsker at fortælle, hvordan man vil sanktionere ulovlig turisme.

- Det beror på sagen, fastslår han uden ville gå ind i, om ordensmagten kan finde på at bruge tyske gloser som 'heraus'.

Hvad angår den tyske autocamper, så var politiet efter Ekstra Bladets henvendelse hurtig på aftrækkeren.

- Vi har undersøgt sagen, og der er tale om et legalt formål, siger Kim Kliver.

Han vil ikke gå dybere ind i, hvordan de pågældende tyskere kan opholde sig i Danmark under forhold, som lugter af ferie.

Kim Kliver opfordrer borgere til at henvende sig til politiet, hvis de observerer noget, som de mener ikke er retmæssigt.

Udlændinge, som opholder sig i Danmark, kan have et legalt formål. Det kan eksempelvis være arbejde. Og der er ikke noget til hinder for, at turister, som allerede var her, da landet blev lukket, fortsat opholder sig lovligt.

Regeringen vil komme med en afklaring af spørgsmålet om genåbningen af grænserne inden 1. juni.

1 af 2 Ifølge politiinspektør Kim Kliver bliver alle køretøjer, der kommer med færge fra Tyskland, kontrolleret. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
2 af 2 Campingpladserne og sommerhusene er ikke fyldt med tyske turister, efter at Mette Frederiksen (S) lukkede grænserne 14. marts. Men nogen er der. Billedet her er af ældre dato og har ikke noget med den nuværende situation at gøre. Arkivfoto: Ernst van Norde