Hyldes af politiet: Reddede mand fra at drukne

En 37-årig mand blev sandsynligvis reddet fra druknedøden af en anden mand søndag morgen

En 37-årig mand fra Hørning kan efter alt at dømme takke en 49-årig mand for, at han endnu er i live.

En hurtig aktion fra den 49-årige sørgede nemlig for, at den 37-årige blev reddet fra at drukne i havnebassinet ved Dokk1 i Aarhus.

Det skriver Østjyllands Politi i weekendens døgnrapport.

Den 49-årige mand har forklaret, at han kort før klokken 8 søndag morgen så den 37-årige i vandet, hvor han bevægede sig.

Han skyndte sig derfor at ringe 112 og kaste en redningskrans ud til manden, hvorefter han fik ham trukket ind til land.

Den 37-årige mand var ved bevidsthed, da han kom op af vandet, men han var meget kold. Han blev efterfølgende kørt til hospitalet.

Østjyllands Politi kalder i døgnrapporten den 49-årige mand for 'dagens helt' på grund af hans hurtige og opmærksomme reaktion.

Politiet vurderer, at den 37-årige mand var faldet i havnen ved et uheld.