I chok efter blodig påkørsel

Mistænkt gerningsmand fængslet: Ejeren af Restaurant Zyara i Aarhus, Mohammed Kassem, blev selv væltet bagover, da bil pløjede sig ind i hans restaurant

Video: Øxenholt Foto

- Det var dybt chokerende. Det er det mest forfærdelige, jeg nogensinde har set. I første omgang troede jeg, at det var en terroraktion.

Ejeren af Restaurant Zyara i Aarhus, Mohammed Kassem, er stadig dybt chokeret, efter at en personbil fredag aften pløjede sig  ind i hans restaurant på hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Inger Christensens Gade.

Føreren forsøgte ifølge politiets sigtelse at dræbe en 31-årig mand, som sad og røg udenfor restauranten.

- Jeg så det hele ske. Jeg befandt mig lige ved siden af manden og blev selv skubbet baglæns. Føreren af bilen kørte to gange ind mod manden, som blev klemt op mod muren. Til sidst hang bilen fast i en pæl og kunne ikke komme videre. To passagerer i bilen flygtede fra stedet. En masse andre forsøgte at fastholde føreren af bilen, indtil politiet kom, fortæller den rystede restaurant-ejer til Ekstra Bladet.

Stukket med kniv
Ifølge politiets sigtelse blev den 24-årige mand også stukket med kniv i hovedet og armen. Også nogle af de personer, som nedkæmpede den rasende mand, kom ifølge politiet lettere til skade.

- Jeg kender den 31-årige mand. Han er naturligvis også chokeret efter overfaldet. Han blev heldigvis udskrevet fra hospitalet i aftes. Jeg ved ikke, hvorfor han skulle køres ned. Jeg kender ikke den anholdte gerningsmand eller de to, der flygtede. Og jeg ved derfor heller ikke noget om motivet, fortæller Mohammed Kassem.

Ifølge Kassem blødte det kraftigt fra gerningsmanden, som formentligt selv kom til skade ved påkørslen.

Foto: Øxenholt Foto
Foto: Øxenholt Foto
 

Ifølge stiften.dk, som var til stede ved indledningen af grundlovsforhøret lørdag formiddag, fandt politiet også en pistol og knive i bilen.  Den anholdte mand mødte op i retten med hånden bundet ind i en skinne og plaster i ansigtet.

Han nægter sig skyldig i sigtelsen. Han er blevet fængslet til 14. august.

Specialanklager Jesper Rubow oplyser efter grundlovsforhøret, at dommeren ikke fandt, at der var tale om et drabsforsøg men alene grov vold. Dommeren fandt det heller ikke bevist, at der var skydevåben med i bilen.

Tavs om motiv
Efter at sigtelsen var blevet læst op, blev dørene lukket. Politiet leder stadig efter de to mænd, som flygtede fra stedet.

- Vi åbnede restauranten for et par uger siden, og folk har virkelig taget godt imod os. Det er forfærdeligt, at det her er sket. Der var jo familier med børn her. Nu har vi fået ordnet restauranten igen i løbet af natten og holder åbent lørdag. Heldigvis er vores gæster vendt hurtigt tilbage, fortæller Mohammed Kassem til Ekstra Bladet.

Foto: Øxenholt Foto
Foto: Øxenholt Foto
 

Den dramatiske episode fandt sted klokken 20.55 fredag, og flere betjente rykkede omgående til restauranten.

- Politiet kom hurtigt, og de gjorde et godt arbejde, fastslår restaurantejeren.

Vicepolitiinspektør Martin Frank Rasmussen oplyser, at motivet til påkørslen er uklart.

- Det er tidligt i efterforskningen, så vi holder alle muligheder åbne, siger Martin Frank Rasmussen.