Idømt 9 måneders fængsel for salg af 'uglepiller'

En 33-årig mand er idømt ni måneders fængsel ved Retten i Roskilde for videresalg af ecstasy-piller, der var formet som ugler

'Uglepillerne' er formede ecstasy-piller. Foto: Midt- og Vestsjællands Politi.
'Uglepillerne' er formede ecstasy-piller. Foto: Midt- og Vestsjællands Politi.

Ecstasy-piller findes i alverdens former og farver, og nu er en mand fra Ringsted blevet idømt en fængselsstraf for at være i besiddelse af 300 såkaldte 'uglepiller', der har form som små ugler.

Den 33-årige mand fik ni måneders ubetinget fængsel for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg ved Retten i Roskilde.

Opdagede stoffer
Politiet fik en anmeldelse om et muligt indbrud på en adresse i Ringsted Kommune. Da de ankom til stedet, traf de den 33-årige mand.

Han fortalte, at han boede på stedet, og for at bekræfte dette viste han politiet ind i sin bolig. Her kunne betjentene se, at der lå hvidt pulver på et bord.

Manden blev nervøs og forsøgte at gemme en genstand for politiet, som dog fandt den og konstaterede, at det var ecstasy-piller, svampe og poser til salg af narkotika.

Ud over de 300 'uglepiller' var manden i besiddelse af amfetamin, svampe, LSD, MDMA, hash og ketamin. Manden havde desuden flere genstande til fremstilling af stoffer, heriblandt glaskolber og digitalvægte.

Politiet advarer
I retten har den 33-årige mand erkendt, at 'uglepillerne' var fremstillet med henblik på videresalg, og derfor vælger politiet nu at advare unge og deres forældre.

- Vi vil kraftigt advare mod, at man køber og indtager de såkaldte 'uglepiller'. Disse piller indeholder for det meste samme aktive stof som ecstasy, men man kan aldrig være sikker på indholdet. Det gør sig i øvrigt også gældende for andre typer af ecstasy, siger politikommissær hos Midt- og Vestsjællands Politi Kim Lech.

At politiet går ud og advarer netop nu, skyldes, at de ser en større risiko for børn ved 'uglepillerne'.

- De her uglepiller har en speciel udformning og farve, som måske kunne gøre det interessant for børn at spise dem, hvis de finder dem. Det kan jo ligne slik, siger kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Camilla Schouw Broholm.

Ikke første gang
'Uglepillerne' er ikke noget nyt fænomen. Politiet kender allerede til pillerne fra en tidligere sag.

- Det er første gang, vi finder dem hos en sælger. Vi har tidligere i efteråret haft en uheldig sag med nogle unge mennesker, som var indlagt. Det er især noget, som har floreret i Kalundborg.

- Det var også 'uglepiller', men om det var samme indhold, det ved vi ikke. Det er jo forskelligt indhold, der er i dem, men de havde samme udformning, siger Camilla Schouw Broholm.

De beslaglagte stoffer og genstande blev konfiskeret med henblik på destruktion.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere