Idømt hårde fængselsstraffe for besiddelse af 4,8 kilo amfetamin

To mænd er ved retten i Glostrup blevet idømt otte og seks års fængsel for besiddelse af 4,8 kilo amfetamin

Ved Retten i Glostrup er to mænd på 30 og 32 år blevet idømt fængsel i henholdsvis otte og seks år for 4,8 kilo amfetamin.

Den 30-årige blev allerede for ti dage siden idømt otte års fængsel, mens den 32-årige fik sin dom på seks års fængsel tirsdag.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

- Retten dømte begge ifølge vores tiltale - nemlig for besiddelse af amfetamin med henblik på overdragelse til andre ifølge straffelovens bestemmelser om narkohandel, siger specialanklager Morten Frederiksen i pressemeddelelsen. 

Til Ritzau uddyber han:

- Sagerne skulle egentlig være behandlet samtidig, men der opstod nogle problemer i forbindelse med transport, så de endte med at blive behandlet hver for sig.

Redskaber til narkosalg
De to mænd blev anholdt 3. december 2019 efter forudgående efterforskning.

Under anholdelsen beslaglagde Københavns Vestegns Politi de i alt 4,8 kilo amfetamin i en bolig i Galgebakken i Albertslund.

- Den ene blev anholdt, da han var på vej væk fra adressen i en bil, mens den anden blev anholdt på sin arbejdsplads, fortæller Morten Frederiksen.

Den 30-årige, som var indehaver af boligen, og den 32-årige fra København blev varetægtsfængslet dagen efter.

Begge dømte modtog dommen og er fortsat varetægtsfængslet til straffen kan afsones.

I forbindelse med dommen konfiskerede retten diverse emballage og redskaber til narkosalg samt omkring 80.000 kroner delvist tjent ved salg af narkotika.