IKEA-ansat oprettede eget firma før politianmeldelse

31-årig kvinde efterforskes for underslæb og kræver navneforbud

En 31-årig kvinde fra Københavns Vestegn efterforskes for underslæb begået, mens hun var ansat hos IKEA. Foto: Philip Davali
En 31-årig kvinde fra Københavns Vestegn efterforskes for underslæb begået, mens hun var ansat hos IKEA. Foto: Philip Davali

En 31-årig tidligere kundeservicemedarbejder fra IKEA i Taastrup, som efterforskes for underslæb, oprettede en selvstændig virksomhed, knap en måned før hun blev politianmeldt. Det fremgår af CVR-registret.

Virksomheden, der ifølge branchekoden beskæftiger sig med skønheds- og hudpleje, er registreret på kvindens folkeregisteradresse på Københavns Vestegn.

Ekstra Bladet kunne i går afsløre, at kvinden efterforskes for at have overført store summer til sig selv. Angiveligt var der tale om kundekompensationer for samlet 1-1,5 mio. kroner overført i løbet af en cirka treårig periode.

Politiet ønsker hverken at kommentere beløbsstørrelse eller andre detaljer om sagen på nuværende tidspunkt af hensyn til den igangværende efterforskning, siger kommunikationsmedarbejder Lars Andersen fra Københavns Vestegns Politi.

Vil have navneforbud
Kvinden ønsker at blive beskyttet af navneforbud, hvilket byretten skal tage stilling til i næste uge.

Ekstra Bladet har i den forbindelse spurgt den 31-åriges beskikkede forsvarer, Kåre Pihlmann, til hendes nærmere status i sagen, herunder hvad hun mere konkret eventuelt er sigtet for.

Han ønsker dog ikke at kommentere sagen, før han har haft lejlighed til at gennemgå sagens bilag, men bekræfter, at hans klient er anmeldt, og at hun ikke er tilbageholdt af politiet.

Se også: Tidligere IKEA-ansat efterforskes for million-fusk

Kunder ikke berørt
Den formodede svindel blev ifølge Ekstra Bladets oplysninger anmeldt af møbelgiganten i forrige uge.

- Jeg kan bekræfte, at vi har haft en intern sag, som er blevet anmeldt til politiet, har corporate communication manager Tina Lindharth skrevet i en sms til Ekstra Bladet.

IKEA ønsker ikke at udtale sig om, hvordan den formodede svindel mere konkret kan være foregået, eller hvor stort et beløb den nu forhenværende medarbejder menes at have stukket i egen lomme. Heller oplysningen om, at den 31-årige stiftede egen virksomhed kort før anmeldelsen til politiet vil IKEA kommentere.

- Vi ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men kan oplyse, at ingen kunder er blevet berørt, har Tina Lindharth sagt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere