'Ikke omkostningsfrit at blive rocker'

Politiet advarer mod at lade sig friste af et liv i bandemiljøet

29-årige Patrick Nielsen er blevet rockerhvalp i Satudarah MC. Privatfoto
29-årige Patrick Nielsen er blevet rockerhvalp i Satudarah MC. Privatfoto

Satudarah MC har haft en turbulent tid, siden rockerklubben slog sig ned i Danmark i november 2013.

I dag har den på papiret tre chapters og et såkaldt prospect-chapter i Danmark.

Bokseren Patrick Nielsen er nyudnævnt rockerhvalp i afdelingen Copenhagen. Dens medlemmer holder til på den københavnske vestegn. Det var Copenhagen-afdelingen, som under stort halløj og under politiets bevågenhed holdt indflytterfest på dansk jord i 2013. Dengang havde afdelingen et klubhus i Bagsværd, efter de havde slået sig sammen med den tidligere bandegruppering VHK, Værebros Hårde Kerne.

Rockerne røg på gaden i 2017 efter en længere juridisk strid med kommunen.

Satudarah-folk på vej til fest, dengang rockerklubben holdt sit indtog i Danmark i 2013. Foto: Tariq Mikkel Khan
Satudarah-folk på vej til fest, dengang rockerklubben holdt sit indtog i Danmark i 2013. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

West Area er et chapter, som tidligere holdt til i Ganløse. De måtte rømme deres klubhus i 2019. Derudover har Satudarah et chapter, South Area, hvis medlemmer kommer fra det sydlige Sjælland og Lolland-Falter. Heller ikke der har de et officielt klubhus. 

I januar 2018 kunne Ekstra Bladet afsløre, at de berygtede rockere forsøgte at få fodfæste i den jyske muld og havde etableret et chapter på prøve i Aalborg. 

'Elskede bror'
Bokserens jublende udmeldinger om hans indtog i Satudarah søndag i B.T. blev i går på sociale medier hyldet af netop prospectafdelingen i Aalborg. Her skrev de 'kæmpe tillykke til vores elskede bror Patrick' og prydede ordene med et sort og et gult hjerte.

Hos politiet lyder der ingen jubelbrøl.

- Det er Rigspolitiets vurdering, at rockergruppen Satudarah MC er en kriminel international organisation, der er involveret i forskellige typer af kriminalitet i Danmark, lyder det fra Rigspolitiet i en mail til Ekstra Bladet i dag.

Politiet vil dog ikke gå i detaljer med rockernes tilholdssteder blandt andet af hensyn til mulige efterforskninger eller om hvorvidt Satudarah rekrutterer i øjeblikket. 

- Men Rigspolitiet fraråder altid på det kraftigste unge eller andre at lade sig friste af et liv i bandemiljøet, lyder det.

En, der har et indgående kendskab til kriminalitet i rockermiljøet, er politiinspektør Kim Kliver, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Selv ønsker han ikke at kommentere direkte på bokserens entre i Satudarah, men siger helt overordnet:

Risikerer dom
- Jeg håber ikke, at nogen foranlediges til at tro, at det er omkostningsfrit at bevæge sig ind i et rockermiljø. Man risikerer at blive dømt for kriminalitet, eller selv blive offer for det.

Også på Sydsjælland har der været dramatiske konflikter mellem folk fra Satudarah og Bandidos og blandt Satudarah og den nu nedlagte rockerklub Mongols.

Dummebøde
I Klivers politikreds blev to mænd for få uger siden varetægtsfængslet ved retten i Nykøbing Falster i en sag om afpresning og dummebøder. Offeret ønskede at forlade Satudarah. Ifølge sigtelsen skulle han betale et gebyr på 100.000 kroner for at blive udmeldt, og han fik desuden en 'dummebøde' på 600.000 kroner. Ifølge sigtelsen blev offeret blandt andet lokket til en adresse på Møn, hvor han blev udsat for vold. Han blev blandt andet slået med en askeskovl og fik væltet et skab ned over sig.

- Men de taler selv om et miljø med masser af loyalitet og gode fællesskaber og broderskaber?

- De broderskaber rækker kun så langt, som økonomien er til det, lyder svaret fra Kim Kliver.

 

Her ses en prospect i Bandidos til venstre i billedet ved siden af det fuldgyldige rygmærke, som er så eftertragtet for nogen. Arkivfoto: Jan Unger Krimi Rockerlærlingenes lorteliv: Straf, gæld og ydmygelser