Indbrudsbande dømt: Slog til 17 steder

Tyvene skar sig gennem tag for at bryde ind i supermarkeder i forskellige små byer

Der er sat en foreløbig stopper for en rumænsk indbrudsbande, der onsdag blev dømt for 17 indbrud og indbrudsforsøg i forskellige supermarkeder i Jylland og på Fyn fra august til oktober sidste år.

Ved indbruddene skar tyvene sig gennem taget for at stjæle kontanter og cigaretter, men i oktober klappede fælden, da fire rumænere blev anholdt i en efterforskning ledet af politienheden Særlig Efterforskning Vest. To kvinder befandt sig omkring Aalborg, mens deres to mandlige kumpaner blev anholdt i et sommerhus i Sæby, som de havde lejet sammen

I sommerhuset fandt Særlig Efterforskning Vest flere walkie talkies, skærebrændere, vinkelslibere og andet indbrudsværktøj, ligesom der også lå over 80.000 kroner i kontanter, som stammede fra indbruddene.

De to mænd, som efter rettens vurdering var de mest aktive under indbruddene, blev idømt to års ubetinget fængsel, mens to medvirkende kvinder blev idømt et år og tre måneders fængsel.

Mændene blev udvist for bestandigt, mens kvinderne blev udvist med indrejseforbud i 12 år.  Det skriver Østjyllands Politi.

Det var teleoplysninger og andre tekniske spor, som ledte politiet på sporet af rumænerne.

Målene for indbruddene var blandt andet den lille by Dybvad i Vendsyssel, hvor tyvene trængte ned gennem taget på Dagli’Brugsen, brød to pengeskabe op og stjal knap 100.000 kroner i kontanter. I Filskov i Sydjylland slog de fire rumænere til mod Min Købmand og stjal kontanter og cigaretter for omkring 200.000 kroner, ligesom de i Sønderborg og i Hemmet i Vestjylland også lykkedes med at stjæle en del værdier. I de andre tilfælde lykkedes det dem ikke at komme fra indbruddet med et udbytte.

- Det er en grov sag, fordi de fire dømte ad flere omgange er rejst til Danmark alene med det formål at begå indbrud. Med base i forskellige sommerhuse har de gået målrettet efter dagligvarebutikker i mindre byer, siger anklager i sagen Mette Fladkjær. 

De dømte modtog alle dommen.