Inden drabet på Dan Uzan: DF-politiker i Omars søgelys

Christiansborg, Mogens Camre og en kiosk på Vesterbro var blandt de internet-søgninger, som Omar El-Hussein foretog sig, inden han tilsyneladende besluttede sig for at tage mod synagogen i København

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt

Københavns Byret (Ekstra Bladet): Seks timer efter drabet på Finn Nørgaard ved Krudttønden på Østerbro foretog Omar El-Hussein febrilske google-søgniger på en internetcafe på Nørrebro.

Målet for den 22-årige var ifølge politiet tilsyneladende at finde frem til sit næste terror-offer. Her søgte han blandt andet først på Christiansborg, derefter på en adresse på Helleruplund Allé og efterfølgende på en adresse på Sønderboulevard på Vestebro.

Men også en adresse på Søvej var en af den 22-åriges mange søgninger.

- Der findes en række adresser på Sjælland, som passer til Søvej, men det er politiet teori, at det har været en adresse på politiker Mogens Camre, som har været målet, lød det fra sagens medanklager Sidsel Jessen-Kilxbüll til retten.

Dansk Folkepartis Mogens Camre har ved flere lejligheder gjort sig bemærket som islamkritiker, men ifølge politiets gennemgang af computeren på netcafeen besluttede Omar El-Hussein sig alligevel for at rette sin opmærksomhed imod synagogen på Krystalgade i København.

- Det sidste klik, som Omar El-Hussein foretager sig på netcafeen, er på synagogens hjemmeside, hvor han klikker ind på nogle informationer om et privatarrangement, der bliver holdt i synagogens festlokaler den 14. februar sidste år, lød det fra anklageren med henvisning til den bar mitzvah, hvor vagten Dan Uzan blev skudt og dræbt af Omer El-Hussein kort efter midnat den 15. februar.

Pegida-formand blandt Omars søgninger
Politiets gennemgang af computeren på netcafeen viser ifølge anklagemyndigheden, at Omer El-Hussein blandt andet også søgte på Pegida-formand Nicolai Sennels adresse.

-Det er en lidt skræmmende oplysning, siger Tania Groth, talsmand for foreningen For Frihed – det tidligere Pegida.dk – til Ekstra Bladet.

 For Frihed er erklærede islamkritiske, og de har i en længere periode arrangeret møder og gåture i København for at gøre opmærksomme på deres sag. Ved et af de seneste møder deltog blandt andet Lars Hedegaard, der holdt tale.

-Selvom det er bekymrende, så er det nok heller ikke så overraskende. For vi taler jo åbent om vores sag. Og det støder åbenbart visse personer, siger hun.

I følge politiet foretog Omar El Hussein også en søgning på en købmand på Vesterbro kaldet, Kihioskh. Den forhandler blandt andet specialøl og tegneserier. Men solgte også det franske satiremagasin Charlie Hebdoe efter terrorangrebet mod det sidste år.  Ekstra Bladet har spurgt til en reaktion, men indehaveren Keld siger: Ingen kommentar. 

Ifølge overvågningen på netcafeen Powerplay, hvor Omar El-Hussein foretog sine sidste søgninger, forlader den 22-årige stedet lidt efter klokken 23 om aftenen 14. februar.

Af de mørke, grynede optagelser fra stedet fremgår det, at Omar El-Hussein tager afsked med to venner foran net-cafeen og efterfølgende sætter sig på en cykel og bevæger sig mod indre by i København.

40 minutter senere ses han på overvågningen ved Synagogen Krystalgade, hvor han i første omgang kun cykler forbi. En time efter ses han igen på overvågningen. Denne gang åbner han ild og affyrer ni skud imod den vagt og de betjente, som står foran synagogen.

Videoovervågning af drabet på Dan Uzan er også blevet afspillet i retten. Skærmene mod tilskuerpladserne og pressen blev dog slukket, så de barske billeder kun blev afspillet for sagens nævninge, dommer og tiltalte samt deres forsvarere.

- Det sker efter ønske af Dan Uzans familie, som har forståelse for, at retsmødet bliver holdt for åbne døre, men ikke ønsker at sekvensen, hvor deres søn bliver dræbt, afspilles offentligt, sagde anklager Sidsel Jessen-Klixbüll.

Efter drabet på Dan Uzan tager Omar el-Hussein igen tilbage til området omkring PowerPlay - cirka en time efter angrebet på synagogen - nu iført nyt tøj, en grå hættetrøje, som den 22-årige også har på, når han senere om natten ender i ildkamp med politiet og selv bliver dræbt.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere